Rådgivningsbussen guider dig til din pension: Har du styr på din pension?

Det er vigtigt at have styr på sin pension, men det kniber med at få taget sig sammen. PensionDanmark fanger nu deres medlemmer på arbejdspladsen.

Det er vigtigt at have styr på sin pension, det ved de fleste. På trods af det, så kniber det alligevel for en del at få sat sig ind i de mange tal og ordninger, som pensionsselskaberne tilbyder. PensionDanmark har nu taget bussen ved styret, for de kører nemlig ud til deres kunder.

- Til daglig møder vi jo kun dem, der tager kontakt til os af egen drift, men her har vi muligheden for at møde de medlemmer, der ellers ikke ville tage kontakt til os, siger Hans Stougaard, kundechef, PensionDanmark.

Pensionsbussen har tidligere kørt som bybus i Kolding, men nu kører den rundt i landet for at hjælpe medlemmer. Det er virksomhederne selv, der kan bestille rådgivningsbussen, så den kan guide deres medarbejdere rundt i pensionslabyrinten.

- Det er dejligt, at den holder lige her ude foran, så skal man ikke til at have fri for få gjort sådan noget. Man kan bare lige smutte ud i fem minutter, siger Lars Pedersen, mekaniker ved Keolis i Tylstrup. Han fik i dag både tjekket sin pensionsordninger og sit helbred.

Pensionsbussen er en forsøgsordning, der begyndte i februar. Rådgivningsbussen er dog allerede booket op til efter sommerferien.


Seneste nyt

fra Nordjylland