Reddet af forbipasserende: 21-årig tæt på at drukne

En ung mand faldt i nat i Limfjorden ved Spritfabrikken i Aalborg. Tilfældig forbipasserende får reddet ham op af det kolde vand.

En 21-årig mand, der i morges klokken 03 faldt i vandet ud for den gamle Spritfabrik på Aalborgs havnfront, kan takke en tilfældig forbipasserende for, at han stadig er i live.

Den 21-årige mand havde været i byen og var gået langs havnen hen mod Spritfabrikken, da han ifølge vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi af ukendte årsager var faldet i Limfjorden.

- Der kommer tilfældigvis en anden mand forbi og ser, at han kæmper en kamp ude i vandet for at komme op. Og den forbipasserende får hjulpet manden op af vandet, siger Per Jørgensen, som fortæller, at manden var meget nedkølet, da han endelig kom op af vandet.

- Det var måske kun et spørgsmål om få minutter fra, at han ikke var blevet reddet, siger Per Jørgensen.

Redningsmanden får tilkaldt ambulance og politi, og ifølge Per Jørgensen var den 21-årige mand meget kold og kunne næsten ikke sige noget. Men han blev varmet grundigt op ved hjælp af tæpper og efterfølgende kørt til tjek på Aalborg Universitetshospital, og han har det efter omstændighederne godt.

Vagtchef Per Jørgensen har ikke præcise oplysninger om, hvordan redningsmanden har fået den 21-årige op af det kolde vand.

Men langs havnen er der placeret en række stiger, som netop kan bruges i disse nødsituationer, og det er muligvis sådan en redningsstige, der er benyttet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland