Rejseselskab slår igen rekord med millionoverskud: - Opbyggede en masse goodwill
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fra Aalborg Lufthavn er der kommet en del igennem flyene, som har købt en rejse hos Best Travel.
Hos Best Travel, der nu ligger i Aalborg Lufthavn, har de netop leveret deres bedste regnskab til dato.
Coronapandemien har sluppet sine kløer i rejsebranchen.
Det mener i hvert fald Rune Thomassen, direktør hos Best Travel, som har kunne præsentere et overskud på knap 5,3 millioner kroner før skat i 2023. Det er næsten en million kroner mere end året før
- Folks rejselyst er intakt, og i bund og grund handler det om øget efterspørgsel på vores produkter. Vi har snakket en del om blandt personalet, at det ikke var nogen, som havde penge i klemme hos os i forbindelse med corona, og det opbyggede en masse goodwill blandt vores kunder, siger han og fortsætter:
- Og så har vi bare kunne se, at trygheden er vigtig. Vi har ikke så prisfølsomme kunder, men trygheden i en rejse er vigtig for dem, især efter corona.
Best Travel er også flyttet fra havnen i Frederikshavn til Aalborg Lufthavn.
- Vi er jo ejet af Stena Line, men folk kunne ikke besøge os på havnen. Det kan de nu, hvor vi er kommet tættere på vores gæster, og de kan høre mere om os i lufthavnen, siger direktøren.
Bæredygtighed er ikke kun CO2
Lufthavnen er også derfra, hvor de fleste tager afsted fra, tilføjer direktøren, men hvorfor er der kommet stor efterspørgsmål på produkterne hos dem?
- Vi arbejder jo med at forblive relevante og yde den bedste service. Men der skal også være gode rejsedestinationer, hvor det med eksempelvis destinationer til Madeira og Tenerife, som lufthavnen lige har åbnet. Der har vi også købt en del afgange, siger Rune Thomassen.
Der er dog også én ting, han igen vender tilbage til: Trygheden.
- Mange hørte historier under corona med folk, der var fanget rundt om i verden, selvom det var de færreste, der selv oplevede det. Men vi har altid en erfaren dansk rejseleder med på turene, og det giver kunderne en tryghed, fortæller direktøren.
Selvom rejsebranchen ikke er kendt som en god ting for klimaet, så har Best Travel fået en certificering for bæredygtighed - den højeste i branchen.
- Vi brugte lidt stilheden under corona til at opbygge det, da det er ret omfattende at få. Det er vigtigt at arbejde med, men for vores kunder, som mest er 60+, er det ikke det, som fylder for valget. Det kommer det dog nok til på et tidspunkt, da udviklingen går hurtigt, siger han.
Han erkender dog, at et fly brænder brændstof af lige meget hvad, men han slår et slag for, at bæredygtighed ikke kun er CO2.
- Vores rejseledere er netop uddannet i at fortælle om de kulturer, livs- og arbejdsvilkår, som vi besøger, mens vi heller ikke skal skade naturen eller truede dyr ved vores rejser. Og det sker meget igennem vores rejseleder, slutter Rune Thomassen.