Rekord trods restriktioner: - Vi er meget tilfredse
Foto: Henning Bagger / Ritzaus Scanpix
Nordjyderne har for alvor taget Jul i Zoo til sig. På trods af coronarestriktionerne har Aalborg Zoo haft flere besøgende end sidste år.
Julemanden står i sin egen corona-sikre snekugle, og sneen er lige så kunstig som temperaturen i tropehuset. Men det lader til, at årets juleoplevelse i Aalborg Zoo er lige dét nordjyderne har haft brug for, i en tid med begrænsninger og restriktioner.
- Vi er meget tilfredse, det må jeg sige, siger Henrik Johansen, direktør i Aalborg Zoo.
Jul i Zoo har tiltrukket 75.000 besøgende på 33 åbningsdage. Det er 15 procent flere end sidste år, hvor der endda var 37 åbningsdage.
Bedre fordeling af gæster
På grund af coronarestriktionerne skal besøgende booke billetter på forhånd, og så bliver gæsterne lukket ind i time-slots hver halve time. Og det har faktisk været en fordel, vurderer Henrik Johansen.
- Folk har fordelt sig mere ud, og på den måde har det været nemmere for os at styre. Vi kan se, at der er en stor efterspørgsmål på billetter ved 16-17 tiden hver dag, men da der jo er en begrænsning, har det betydet, at vi har fået gæsterne fordelt mere ud over dagen. Vi har heller ikke haft de meget stille dage som sidste år, hvor vi enkelte dage kun havde cirka 400 gæster på en hel dag.
Smittestigning og flere restriktioner gav et dyk
Selvom det har været en rigtig god jul i Aalborg Zoo, så kunne den seneste stramning af restriktionerne og stigende smittetal også mærkes i zoo.
- Vi har kunne mærke en nedgang i besøgstallet den seneste uge, helt sikkert. Men samtidig blev det nemmere for os at holde styr på gæsterne, da vi jo skulle lukke for alle indendørs aktiviteter, fortæller Henrik Johansen.
Jul i Zoo har sidste åbningsdag den 29. december.