Rekordsommer giver udsigt til fantastisk høst for nordjysk vinbonde
Solen fra sommeren sidste år skinner stadig på Guldbæk Vingård, der kan se frem til en fantastisk vinhøst på baggrund af sidste års rekordsommer.
Gode vinhøste kommer i par. Det betyder at Guldbæk Vingård ved Svenstrup syd for Aalborg helt bogstaveligt skal til at høste frugterne af sidste års rekordsommer, der bød på flere soltimer end nogensinde registreret før i dansk vejrhistorie.
Høsten ser altså ud til at blive forrygende, og det skyldes at de vinranker, der lige nu hænger flotte og grønne på de himmerlandske vinstokke satte knopperne til årets høst sidste år.
- Der er masser af frugt på den her, fortæller vinbonde Kim Thrysøe og viser en vinstok frem, som bærer tre klaser.
2018 var "surrealistisk"
Rekordsommeren 2018 betød at Guldbæk Vingård slog sin egen rekord og producerede omkring 6000 liter vin. En høst, der ifølge vingården selv var nærmest surrealistisk.
- Det var næsten for meget af det gode sidste år. Alt blev fuldmodent, vi har aldrig høstet så tidligt som sidste år og det var rigtig gode mængder, fortæller Kim Thrysøe.
- Men det er i år, vi er forberedt med gode og sunde planter fra sidste år, der har fået noget vand i forsommeren og nu står i blomst i det her fantastiske vejr, så det er svært at få armenene ned,fortæller den himmerlandske vinbonde videre.
Se Kim Thrysøe fortælle, hvordan vinen bliver klar til høst
God kvalitet - men ikke rekord
I år bliver høsten formentlig ikke helt så stor målt i liter, men kvaliteten af den vin, årets druer skal blive til, bliver mindst ligeså god som sidste år.
- Jeg tror, vi kommer til at høste i slutningen af september eller starten af oktober. Sidste år var det allerede i starten af september, vi begyndte at høste, men i slutningen af september tror jeg vi går igang. Så står det hele her op til, fortæller Kim Thrysøe og viser med en hævet arm, hvor høje stokkene bliver.
- Så er vi en flok på 40 mand fra byen, der samles og så høster vi bare, siger han forventningsfuldt.