Rikke Kragh manglede et alkoholfrit diskotek til sine døtre - så lavede hun et selv
Rikke Kragh har lavet et alkoholfrit diskotek, så hendes døtre Sophia og Filippa trygt kan gå til fest.
Rikke Kragh ledte efter et alkoholfrit diskotek, da hendes teenagedøtre gerne ville til fest. Det var der ikke noget af i Aalborg-området. Så nu har Rikke lavet sit eget diskotek uden alkohol for hele egnens teenagere
På et teenageværelse i Svenstrup sidder Rikke Kragh og griner sammen med sine døtre på 11 og 13 år. De kigger videoer fra det alkoholfri diskotek, som Rikke lavede for dem den 15. september i Svenstrup Skolehal.
- Der manglede et alkoholfrit diskotek i området. Jeg tænker, at det er en god introduktion til det der med at lære at gå til fest. De, der ikke har lyst til at drikke, får et alternativ, siger Rikke Kragh.
Rikke Kraghs ældste datter havde været til alkoholfrit diskotek i Aars. Det kunne Rikke ikke finde noget af i Aalborg området, så hun besluttede sig for at lave et selv.
Hun fik stablet et diskotek på benene for byens 6. 7. 8. og 9. klasseselever. 185 elever tog med til festen - heriblandt Rikke Krags egne døtre.
- Jeg synes, at det var rigtig sjovt, og det var noget, der manglede. Der var rigtig mange, der snakkede om det både inden og efter, siger 11-årige Sophia Ellen Kragh.
VIDEO: Se hele indslaget herunder:
Flere fester
Rikke Kragh fik hjælp fra sponsorer, den lokale badmintonklub og 40 frivillige forældre. Undervejs oprettede hun foreningen ”9230 Ung”, som hun nu er formand for. Foreningen vil lave endnu et alkoholfrit diskotek til foråret.
- Jeg håber, der er flere, der vil være med til at tage nogle initiativer, så der kan komme nogle fester lidt oftere, siger Rikke Kragh.
De forældre, der hjalp til, kommer fra en generation, der har drukket masser af alkohol som unge teenagere.
- Bare fordi vi selv gjorde det, da vi var unge, så er det ikke nødvendigvis rigtigt at gøre. Alt det jeg har gjort, det behøver ikke være det, mine piger gør. Jeg har jo også læst, hvad alkohol gør ved en ung hjerne, siger Rikke Kragh.
"Ret sejt af vores mor"
Der var ikke ret mange 9. klasseselever, der dukkede op til festen, men der var stort fremmøde fra klasserne under.
- Måske synes 9. klasserne, at det er barnligt at gå til fest uden alkohol, siger 13-årige Filippa Kragh.
Forældrene stod klar med alkometer i døren for at sikre sig, at ingen havde drukket alkohol, inden de kom til festen. Rikke Kraghs alkoholfrie diskotek blev så stor en succes, at hun og 9230 Ung holder et igen til foråret. Samtidig har Rikke opnået noget som teenageforældre nogle gange savner - døtrene synes, at deres mor er cool.
- Det er ret sejt af vores mor at lave det her, siger Sophia Ellen kragh.
Hendes storesøster er enig.
- Min mor har altid været en, der er ret frisk på det hele, så det er hyggeligt, siger Filippa Kragh.