Risgård vinder Mercedes for at have lavet ”En Axel”

4-årige Axel overraskede i dag AaB-spilleren Kasper Risgård.

Den 4-årige Axel, der smeltede alles hjerter i en video på nettet, da han lavede en maveplasker efter han havde scoret et mål til Vildbjerg Cup, fik i dag en helt speciel opgave. Han skulle overrække en bil til den superligaspiller, der havde gjort ham kunsten efter.

Derfor mødte Axel i dag op til AaB’s træning, hvor han skulle overraske Kasper Risgård.

Kasper Risgård lavede ”En Axel” den 5. august, da han scorede mod Esbjerg.

- Nu hvor jeg har set den efterfølgende, så er den altså ikke lige så flot, som den Axel selv laver, siger Kasper Risgård.

Det er blandt andet Spillerforeningen, der står bag uddelingen af præmien, der er lån af en Mercedes i en måned.

- Det er det, der er livsbekræftende ved fodbold, det er den glæde, der kommer ud rent spontant. Og det er en sjov en at stikke videre til superligaspilleren, siger Thomas Lindrup fra Spillerforeningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland