Røgmaskine på 4. sal udløste stor brandalarm

Det var ikke en brand, der var skyld i røgudviklingen i en lejlighed på Kastetvej i Aalborg torsdag aften.

Klokken 18.32 løb der en anmeldelse ind til politiet, der lød på at en etageejendom på Kastetvej ved Dannebrogsgade i Aalborg stod i brand. Nordjyllands Beredskab blev sendt til stedet med fuldt slukningstog.

- Vi fik en melding på, at det var en fjerdesals lejlighed, der brændte, og at der måske var folk i lejligheden, fortæller Jakob Schmidt, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Det viste sig dog at være falsk alarm. Eller i hvert fald skyldes rødudviklingen ikke en ildebrand, men derimod en røgkanon, som stod tændt i en lejlighed.

- Det var nogle unge mennesker, der havde haft gang i en røgmaskine. Den stod inde i lejligheden, og så var vinduet åbent, siger indsatslederen.

Omkring klokken 18.45 kunne beredskabet køre hjem igen.

- De unge mennesker fik en snak derude med politiet om almindelig fornuft. Der er lige noget, der også hedder en lille smule omtanke i forbindelse med at bruge sådan en maskine, siger Jakob Schmidt.


Seneste nyt

fra Nordjylland