Romkugler og solidaritet: Fagforeninger på gaden i Aalborg for OK18

Fredag morgen skød nordjyske fagforbund den måske sidste forhandlingsdag i OK18 i gang med at dele romkugler ud til morgenfolket i Aalborg.

Mens der fredag bliver forhandlet for måske sidste gang om en overenskomst for alle Danmarks 745.000 offenligt ansatte, valgte en håndfuld fagforbund at vise flaget på gaden i Aalborg fra morgenstunden.

Derfor vrimlede det fra klokken 7 med både socialrådgivere, gymnasielærere, pædagoger og sygeplejersker, som med romkugler i hænderne mødte Aalborgs pendlere på Sønderbro og foran banegården til en snak om solidaritet og løn. 

 
 
Foto: Mette Louise Laursen

- Vi regner med, at det bliver sidste dag i Forligsinstitutionen i dag, og at der forhåbentlig kommer et forlig ud af det. Det er det, vi alle sammen ønsker. Så vi gik på gaden for at bakke op om vores forhandlere og vise, at vi stadig er her og står skulder ved skulder, siger Rikke Krogh Jensen, tillidsrepræsentant og bestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening.

I dagens anledning var der blevet købt 100 romkugler ind, som forbipasserende altså nød godt af fra morgenstunden. 

- Vi ville gerne gøre lidt noget andet end de sædvanlige rundstykker, også fordi vi vidste, at andre grupper ville dele rundstykker ud andre steder i byen, siger Rikke Krogh Jensen. 

 
 
Foto: Mette Louise Laursen

Men selv om morgenen var både sød og fyldt med smil og glade hilsener, kommer de offentligt ansatte i Nordjylland med et helt klart budskab:

- Vi vil gerne vise arbejdsgiverne, hvor let det er at dele. Danmark er inde i et opsving, og den fremgang skal alle offentligt ansatte have del i, synes vi. Vi har været tilbageholdende ved de seneste overenskomstforhandlinger, så nu vil vi gerne have noget ud af det, siger Rikke Krogh Jensen fra Dansk Socialrådgiverforening i Aalborg. 

 
 
Foto: Rikke Krogh Jensen

 

 
 
Foto: Rikke Krogh Jensen

 

 
 
Foto: Rikke Krogh Jensen

 

 
 
Foto: Rikke Krogh Jensen

 

 
 
Foto: Rikke Krogh Jensen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland