Rystet borger fængslet i mærkværdig traktor-sag: - Det er diktaturmetoder
Agner Jakobsen blev mandag løsladt efter at have siddet i arresten i Aalborg siden torsdag. Han blev fængslet af fogedretten på grund af en tvist om en traktor, som angiveligt ingen værdi har.
En simpel fogedsag om en gammel, værdiløs traktor blev pludselig alvorlig, da Agner Jacobsen i torsdags blev fængslet. Landsretten omstødte i dag dommen. - Uhørt, siger hans advokat.
En elementær fogedsag omhandlende en gammel traktor uden værdi blev torsdag i sidste uge pludselig yderst alvorlig for Agner Jakobsen.
For han blev sendt i fængsel i en fogedsag, hvor han bliver beskyldt for at have fjernet en traktor fra sin ejendom, der var blevet solgt på tvangsauktion.
- Jeg er rystet over, at sådan noget kan ske i Danmark, siger han mandag umiddelbart efter løsladelsen og fem turbulente dage sammen med hærdede kriminelle i arresten i Aalborg.
Traktor forsvundet efter tvangsauktion
Sagen handler kort om, at fogeden mener, at Agner Jakobsen i forbindelse med tvangsauktionen kørte sin gamle traktor væk og i stedet stillede en anden af samme mærke. Det benægter han. Alligevel mente Landsretten, at han skulle tages i forvaring.
I Danmark plejer vi jo ikke at sætte folk i fængsel, indtil de afgiver en forklaring, som dommeren kan lide.
Helle Larsen, advokat
- Hvis fogeden mener, at min klient ikke har talt sandt i retten, så er retsmidlet, at fogeden skal anmelde min klient for falsk forklaring, og så skal der køre en straffesag. I Danmark plejer vi jo ikke at sætte folk i fængsel, indtil de afgiver en forklaring, som dommeren kan lide, siger advokat for Agner Jakobsen, Helle Larsen.
Men Agner Jakobsen røg altså i fængsel og sad i forvaring blandt kriminelle i fem dage, inden Landsretten mandag omgjorde sin beslutning fra marts og afsagde kendelse i sagen om forvaringen.
- Agner Jakobsen har nu siddet forvaret siden den 12. april 2018 uden, at han er fremkommet med nye oplysninger. Under hensyn hertil og til, at den forsvundne traktor er mere end 40 år gammel og ikke blev registreret i forbindelse med tvangsauktionen, idet auktionsrekvirenten anså den for værdiløs, finder landsretten, at det vil være uproportionalt at opretholde forvaringen, hvorfor (...) han skal løslades, står der i Landsrettens kendelse.
Metoder fra diktaturstat
- Når man normalt hører den slags historier, så er det fra diktaturstater, eller stater hvor der er oprør. Vi plejer jo ikke at bruge den slags metoder, når vi fører retssager mod borgerne, siger Helle Larsen.
Det er ikke lykkedes TV2 Nord at få en kommentar fra fogeden, der henviser til Landsrettens oprindelige beslutning om at sætte Jakobsen i forvaring.
Agner Jakobsen overvejer nu, om han vil klage over de fem dage i arresten.