Han elsker damer: - Sådan en dame, der dufter lidt, er altid godt
Besøgshunde på plejehjemmene er populære, og flere hunde og ejere er mødt op til optagelsesprøve.
Jack Sparrow er til optagelsesprøve på et plejehjem i Aalborg.
Men det er altså ikke den Jack Sparrow, der gør sig i filmene fra Pirates of the Caribbean-universet.
Det er i stedet Gitte Sørensens hund.
TrygFonden skal nemlig bruge endnu flere hunde til de mange plejehjem, der er godkendte besøgssteder.
Og der skal altså optagelsesprøver til.
- Jack rummer så meget godt. Han er en stille og rolig hund og glad for alle mennesker, lyder det fra ejeren Gitte Sørensen.
Et adfærdscheck skal der til, før seksårige Jack kan blive besøgshund.
- Jeg synes, at hans styrker er hans rolighed. Han sætter sig ned, vurderer og kigger. Han gør ikke en masse stads ud af det, siger Jacks ejer.
Hos TrygFonden kigger de efter hunde, der passer godt til den karakteristik, som Gitte giver af Jack.
- Vi kigger efter hunde, som gerne vil i kontakt med fremmede mennesker, også selvom vi udsætter dem for nogle ting, som måske ikke er så høflige, eller nogle lyde der er lidt for høje, eller de er et sted, hvor der er nogle mærkelige lugte, fortæller Galina Plesner, der er projektchef ved TrygFonden.
Se hele indslaget herunder:
Ikke alle klarer cuttet
Jack Sparrow er ikke den eneste hund, der er mødt op til optagelsesprøve. Der er faktisk adskillige hunde på plejehjemmet Sofiegården i Aalborg.
Og hvorfor gør de det.
- Det er fordi, vi gerne vil glæde nogle mennesker med vores hund. Der er mange af de ældre mennesker, der selv har haft hund, lyder det fra Margit Kragelund fra Aarestrup.
Til en optagelsesprøve godkender TrygFonden mellem 60 og 70 procent af hundene til at være besøgshunde.
En af dem, der ikke kom igennem nåleøjet, var Alma.
- Jeg fik meget ros for Alma, at hun er en sød hund, men hun er for aktiv endnu. Hun er lidt for livlig, siger Almas ejer Anette Carstens fra Aars.
For Jack Sparrow går prøven godt, men han har dog ét svagt punkt.
- Han elsker damer. Det er det bedste i hele verden. Sådan en dame, der dufter lidt, det er altid godt, siger ejeren Gitte Sørensen om skørtejægeren og den måske fremtidige besøgshund Jack Sparrow.
Hundene, der ikke bliver afvist tirsdag, får endelig besked på fredag, om de er egnet som besøgshunde.