Sæsonstart på galop rammer pokalfinale - men man kan sagtens nå begge dele
- Det fede ved galop er samspillet mellem dyr og rytter, lyder det fra arrangøren, der håber på et godt fremmøde trods pokalfinalen i København.
Torsdag er der galop for første gang i år på Aalborg Racing Arena - se det live på TV2 Nord Salto torsdag klokken 13.
- Da vi fik at vide, sæsonstarten blev Kristi himmelfartsdag, havde jeg store forventninger til fremmødet. Men nu ved jeg ikke helt.
Sådan lyder det fra Lars Helleup, banechef for Aalborg Racing Arena, der torsdag har sæsonstart på galop.
Samme dag, som AaB skal spille pokalfinalen i Parken mod F.C.København.
Det er et imponerende syn, når otte heste kommer løbende med 65 kilometer i timen
Lars Hellerup, banechef
- Der er nok mange aalborgensere, der skal til København. Men jeg vil gerne slå fast, at det faktisk er muligt at slå to fluer med et smæk og nå begge dele, siger Lars Hellerup, der alligevel ikke tør håbe på mere end 500 tilskuere.
Løbsdagen starter klokken 13 og er en såkaldt kombidag, hvor der indledes med travløb, og afsluttes med fire galopløb for fuldblodshestene.
Godt vejr og god stemning
Der er en pæn tilslutning til premieredagen med otte heste i snit til galopløbene.
- Man kan se begge dele af vores sport, så der bliver god stemning, hvis folk møder op, siger Lars Hellerup og fortsætter:
- Vejret bliver godt, og man kan sidde ved bænkene og nyde sin medbragte madpakke eller købe mad her.
Udover det er der opvisning af Frieser Danmark, der giver et show med deres ifølge Lars Hellerup "flotte og kæmpestore" heste.
Hvad er det, der er så fedt ved sporten?
- Det er dyrene, og samspillet mellem dyr og kusk – det er det samme med galoppen, siger Lars Hellerup og fortsætter:
- Og så er det farten og stemningen. Det er et imponerende syn, når otte heste kommer løbende med 65 kilometer i timen gennem et sving helt tæt på publikum, siger Lars Helleup.
Men han fremhæver også diversiteten, som noget, han er stolt af ved sporten:
- Det er en sport, der er meget anderledes end mange andre, fordi man kan være med i eliten på tværs af alder, køn og status.
- Unge kører mod gamle, mænd mod kvinder og så videre. Der er plads til alle, og man konkurrerer på lige vilkår.
Se startlisten for galop her og startlisten for trav her.
Du kan følge løbene live på TV2 Nord Salto klokken 13.00 torsdag.