02:44

Video: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Sag om autoophug trækker ud: - Mærkeligt man ikke giver standsningspåbud til en ulovlig virksomhed

Selvom to forvaltninger i Aalborg Kommune mener, at et autoværksted i Vaarst i årevis har drevet ulovligt ophugningsvirksomhed - og har meldt ejeren til politiet - må naboerne på fjerde år stadig bare se til, mens virksomheden fortsætter sine aktiviteter på adressen.

Synet af gamle biler, både og campingvogne tårner sig op på snart fjerde år hos autovirksomheden Grevlund i Vaarst. Virksomheden er både i naboernes og myndighedernes søgelys.

- Det duer ikke, må jeg sige. Jeg kan ikke forstå, at der vil være politikere, der vil stå på mål for, at det er okay. Sådan siger naboen til autovirksomheden, Martin Ringsmose.

Og det er heller ikke alle politikere, der kan forstå, at en virksomhed bare kan fortsætte sit virke, selvom der igen og igen bliver fundet ulovligheder på stedet.

- Det er jo mærkeligt, at man fra forvaltningens side er bekymret for at give et standsningspåbud til en ulovlig virksomhed, fordi man er bange for at blive holdt erstatningspligtige. Men hvordan kan man være erstatningspligtig overfor noget, der er ulovligt? Det forstår jeg ikke, siger medlem af Aalborg Kommunes Miljø- og Energiudvalg, Daniel Borup Jakobsen (V).

Miljøforvaltningen i Aalborg Kommune har ved både anmeldte og uanmeldte besøg konstateret, at virksomheden har overtrådt en række regler i miljølovgivningen og politianmeldt ejeren Per Grevlund.

Læs også Nabokrig raser på fjerde år: - Hvorfor er der ingen, der stopper ham?

- Man må ikke ophugge mere end de 10 biler, når man har et autoværksted. Der er ophugget måske 1000 biler derude, så er der ingen tvivl om, at der er noget ulovlig aktivitet, siger funktionschef ved Miljø- og Energiforvantningen i Aalborg Kommune, Jens Riise Dalgaard.

To helt forskellige udlægninger af samme forløb

Ejeren selv siger, at han var blevet lovet en miljøgodkendelse, inden han købte ejendommen - og at han derfor har handlet i god tro.

Har du godkendelsen i orden på det tidspunkt du køber stedet?

- Altså før jeg køber ejendommen, henvender jeg mig til Aalborg Kommunes tekniske forvaltning, og spurgte om jeg kunne købe den her ejendom og drive mit erhverv. Jeg vil miljøbehandle biler, og jeg vil miljøbehandle dem indenfor, og jeg vil ikke have et oplag udendørs. Jeg ville altså miljøbehandle og sælge dem videre. Så sagde han (i teknisk forvaltning, red.), at det ikke var et problem. Det var bare at købe ejendommen og komme i gang, forklarer Per Grevlund, der er indehaver af autovirksomheden.

Så hvordan vil du beskrive måden, kommunen har ageret på?

- Uprofessionelt, siger han.

Men den udlægning af sagen kan Aalborg Kommunes by- og landskabsforvaltning ikke genkende.

- I det her tilfælde er jeg lidt forundret over, at han kunne sidde tilbage med en fornemmelse af, at det godt kunne lade sig gøre. For det er ikke mit indtryk, når jeg ser sagsakterne igennem, at det er det, vi har signaleret til ham, siger Torben Kjeldgaard, leder af Bygningsmyndigheden i Aalborg Kommune.

Foruden overtrædelserne af miljølovgivningen, lever virksomheden heller ikke op til en lang række regler i planloven.

- Vi forventer egentlig ikke, at han kan opnå tilladelse til autoophug, fordi det egentlig har for voldsom en miljøklasse i forhold til den lokalplan, der er for området.

I Vaarst måber den nærmeste nabo over forløbet og kan kun se til, mens sagen bare bliver længere og længere, og tiden bare går og går.

- Desværre er vi jo ikke det eneste eksempel hverken i Nordjylland eller i resten af landet, hvor sådan noget her tilsyneladende bare forgåre og fortsætter år ud og år ind, siger en træt nabo, Martin Ringsmose.

01:12

Se Hans Henrik Henriksen, rådmand, By- og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune, kommentere på sagen om autoophuggeren i Vaarst.

Luk video