Sammenlægning af skoleledelser skaber splid
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Flere skoler i Aalborg Kommune skal have fælles ledelse, men bestyrelserne på en lang række af skolerne er uenige i den beslutning. Det er dybt godnat, siger de.
Når eleverne på folkeskolerne i Aalborg Kommune møder efter sommerferien i 2021, er det ikke sikkert, at der er en skoleleder til at tage imod dem hver dag. Et flertal i byrådet i Aalborg Kommune har nemlig besluttet, at flere af kommunens skoler skal have fælles ledelse.
Det er en beslutning, som ikke vækker begejstring i skolebestyrelsen på de berørte skoler, og derfor er arbejdet nu i gang for at finde ud af, hvilken model der skal i brug, når antallet af skoleledere skal reduceres.
Tirsdag mødtes Skoleudvalget i Aalborg Kommune for at drøfte, hvordan det videre arbejde med projektet "Fælles ledelse" skal forløbe.
- Det har været både godt og nødvendigt at få en grundig drøftelse af et område, som berører og optager mange. Jeg ser frem til de drøftelser, vi nu skal have med skolebestyrelserne. For en af de ting, der er vigtige for mig, er at forældredemokratiet gennem skolebestyrelserne får en tydelig stemme i de modeller, vi arbejder med, siger skolerådmand Tina French Nielsen (V) i en pressemeddelelse.
To modeller i spil
I begyndelsen var der udarbejdet fem modeller for, hvordan antallet af skoleledere kunne reduceres. Det er nu snævret ind til to modeller, som udvalget vil arbejde videre med.
En af disse er Model 1A, som omhandler fælles ledelse mellem selvstændige skoler med egen bestyrelse, eget skoledistrikt og budget. Den anden model hedder Model 1B og omhandler fødeskoler og overbygningsskoler. Denne model ønskes fortsat belyst. Der ønskes ud over de to nævnte modeller desuden belyst modeller for fælles ledelse, hvor to skoler har elever fra 0. til 6. klasse og en geografisk nærhed.
De skoler, der kan blive berørt af sammenlægningen af skoleledelserne er Bislev Skole, Nibe Skole, Ellidshøj Skole, Svenstrup Skole, Grindsted Skole, Langholt Skole, Vodskov Skole, Hou Skole, Hals Skole, Nørholm Skole og Gl. Hasseris Skole, Nøvling Skole, Gug Skole, Sebber Skole, Farstrup Skole, Tylstrup Skole, Sulsted Skole, Ulsted Skole og Gandrup Skole.
Skoleudvalget vil nu høre skolebestyrelserne på de berørte skoler i håbet om, at man kan finde den bedst mulige løsning.
- Ved at drøfte grundigt i Skoleudvalget og også inddrage de relevante skolebestyrelser får vi belyst fordele og ulemper ved de forskellige muligheder for skolebestyrelsesarbejde ved de forskellige modeller. Det er vigtigt for at tage den bedste beslutning, siger skoleudvalgsmedlem Per Clausen (Ø).
Beslutningen om at slå ledelserne sammen er flere uenige i. I øjeblikket er en underskriftsindsamling i gang, hvor mere end 1.400 har skrevet under på, at ledelsen skal blive på de enkelte skoler. En af dem, der har skrevet under, og som er helt uenig i beslutningen, er Carsten Christensen, forælder og medlem af skolebestyrelsen på Grindsted Skole.
- De siger, det er for at skabe en stærkere ledelse, og så fjerner man 2-3 millioner kroner årligt. Jeg kan slet ikke se, hvordan man får en bedre ledelse ud af det. Det bliver svært for os fra bestyrelsen i de små byer at komme ind i en større by. Det er forældrene i bestyrelsen i de store byer, der har flertallet. Så bliver det svært at trumfe noget igennem til de små skoler. Det tager noget fra demokratiet, at slå ledelserne sammen, siger han til TV2 Nord.
Og han er ikke den eneste. Han er med i en koordineringsgruppe, som har medlemmer fra 14 skolebestyrelser i Aalborg Kommune, der arbejder for at bibeholde ledelsen på den enkelte skole. TV2 Nord har modtaget skrivelser fra flere skolebestyrelser, der er imod en fælles ledelse. Et af de steder er Sebber Skole, hvor man har dårlige erfaringer med netop fælles ledelse. I brevet skriver de:
"I 2005 indførte man i det gamle Nibe kommune Fælles Skole ledelse mellem henholdsvis Farstrup skole/Sebber Skole og Nibe Skole/ Bislev skole. I 2011 gik man tilbage til selvstændige skoler igen, da det ikke gav mening for de berørte skoler. Vi vil meget gerne opfordre til, at man ikke gentager samme forsøg med vores skoler og børn igen. Fælles skoleledelse påvirker ikke kun vores skole, men også tilstrømningen af nytilflyttere til de små landsbyer og vores blomstrende kulturliv."
- Det er vores fælles intention at passe på de små skoler og skabe gode rammer for alle. Og den intension har vi tænkt os at holde fast i, siger skoleudvalgsmedlem Kristoffer Hjort Storm (DF).
Beslutning træffes i efteråret
Carsten Christensen føler ikke, at skolebestyrelserne er blevet hørt i sagen, før beslutningen er truffet, og det er for sent at gøre noget ved det.
- Vi er ikke blevet taget med ind over beslutningerne. Vi har deltaget på et overordnet møde. Modellerne fik vi præsenteret i februar. Vi har haft kort tid til at forsøge at påvirke politikerne, for at forklare, at det er en dårlig idé. De har fjernet det demokratiske grundlag - vi er ikke blevet hørt, siger han og tilføjer:
- Hvis man kigger på den vision Aalborg Kommune har for skoler og udvikling af lokalsamfund, så er det her jo dybt godnat. Det strider mod alt sund fornuft.
Den endelige beslutning om sammenlægningen af skoleledelserne ventes at blive truffet i efteråret 2020.