Samuel arbejder frivilligt: - Det er vel det, julen handler om
Et samarbejde mellem fire lokale nordjyske kirker betyder, at 1300 familier kan få julehjælp.
150 frivillige knoklede lørdag for at pakke julekurve til økonomisk trængte familier.
Store, blå Ikea poser, der bugner med flæskesteg, kartofler, rødkål, lakridskonfekt, og hvad der ellers hører julen til, tårner sig op overalt i Aalborg Citykirke.
Rundt om poserne vrimler det med frivillige, der bruger lørdagen på at pakke de mange poser, så de forhåbentlig kan skabe noget juleglæde hos økonomisk trængte familier.
Det giver mere, end man skulle tro
Samuel Bjerre, frivillig
Blandt de mange frivillige er Samuel Bjerre fra Brønderslev. Han synes, det er hyggeligt, at være med i fællesskabet med de andre frivillige, og så er han glad for at gøre en forskel, hvor han kan.
- Det er dejlige mennesker, der er her, så vi hygger os bare og går og joker lidt. Og så gavner det jo at kunne hjælpe, siger den unge mand.
Det er ellevte gang, Aalborg Citykirke deler julekurve ud til økonomisk trængte nordjyder, og behovet er ikke mindre i år.
Rekordmange ansøgere
I år uddeler kirken 1300 julekurve. Det er det højeste antal nogensinde.
Siden Aalborg Citykirke begyndte at uddele julekurve er antallet af ansøgere steget støt, og initiativtagerne var da også forberedt på, at i år ikke ville være nogen undtagelse.
- Vi har haft rigtig mange ansøgere i år, hvilket vi også havde forventet. Folk er presset økonomisk på grund af stigende priser og stigende forbrugssudgifter. Der har desværre også været nogle, vi har været nødt til at afvise, fordi vi ikke har kunnet reagere på alle de ansøgninger, vi har fået, siger Gurli Joensen, der har koordineret arbejdet vedrørende julehjælpen.
Foruden de 1300 julekurve uddeler foreningen også 1900 julegaver, som er doneret af privatpersoner og virksomheder.
Invitation til fællesskab
Julekurven er ikke kun en julekurv. Det er også en stående invitation om at besøge kirken efterfølgende.
- Vi oplever at mange af de familier, der søger julehjælp, beskriver at de mangler et netværk, og at de mangler nogle gode oplevelser i hverdagen, og det vil vi gerne invitere dem ind til, siger Gurli Joensen.
Kirken har mange sociale arrangementer, hvor alle er velkomne. For eksempel arrangerer de fællesspisning i januar, februar og marts, hvor voksne kan få et varmt måltid for 10 kroner og børn spiser for fem kroner.
- Det er selvfølgelig helt valgfrit, om man har lyst til at deltage i de her arrangementer. Man må også gerne bare nøjes med julekurven. Men alle skal vide, at tilbuddet står, siger Gurli Joensen.
Tilbage hos Samuel Bjerre er pakkearbejdet snart ved at være overstået, og han fortryder ikke, at han gav en hånd med.
- Det er ikke for at lyde alt for kliche, men det er vel det her, julen handler om. Altså at give. Og man bliver selv glad, når man ved, man hjælper andre. Det tror jeg, at alle her kan skrive under på, siger Samuel Bjerre.
Julehjælpen er et samarbejde mellem Projekt:Kirke i Hjørring, Mariagerfjord Frikirke, Frederikshavn Kirkecenter og Aalborg Citykirke.