Scenefolk sveder på arbejde: Aalborg Teater øger antallet af forestillinger markant
Nye stykker og genudsendelser fylder årets program på Aalborg Teater.
I denne sæson har Aalborg Teater hele 26 titler på programmet. Det er næsten en fordobling, siden den nuværende direktør tiltrådte i 2015.
- Vi ville have farten op. Flere åbne dage og flere tilbud. Hvis man kommer forbi Aalborg Teater, så er der åbent, og man kan gå i teatret, forklarer direktør Hans Henriksen.
Stykkerne spilles i kortere tid, og de bliver genopsat flere gange. Det har givet sved på panden for de mange mennesker, der arbejder på at få gjort scenerne klar til den næste store opsætning.
- Det er sjovt men hårdt, og der kommer rigtig meget ind og ud. Det er sjældent, vi har de der halvanden måned med et stykke, siger scenemester Mads Maybom, mens han skiller en swimmingpool fra stykket "Sommergæster" ad.
Publikumstallene fra før corona viste, at nordjyderne tog godt imod teatrets ændringer med mange korte opsætninger. På én sæson steg publikumstallet fra 70.000 til 92.000.
Om fire dage er der repremiere på Herman Bangs "Tine", der også blev spillet online i januar under coronanedlukningen. Hvis alt går efter planen, bygges Store Scene op tirsdag, onsdag starter sceneprøverne og på torsdag er der premiere.
- Denne her gang har vi rigtig travlt. Nogle gange har vi lidt bedre tid, men ikke denne her gang, smiler scenemester Mads Maybom.