Se billederne: Bil totalt udbrændt - nu søger politiet vidner
Ukendte gerningsmænd udsatte natten til lørdag fire biler for groft hærværk - den ene bil alvorligt.
- De lavede det, vi kalder seriehærværk, hvor de knuste ruderne i alle bilerne og stak den ene i brand, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Morten Axelsen.
Hærværket fandt sted på parkeringspladsen ved Gigantium. Politiet blev kaldt til stedet klokken 1.35. Her kunne de konstatere, at bilerne også var ridset med en ukendt genstand.
Jeg vil ikke binde det op på kampen
Morten Axelsen, vagtchef, Nordjyllands Politi
Selvom hærværket blev begået nogle timer efter Aalborg Pirates' kamp i Gigantium, vil vagtchefen ikke automatisk konkludere, at hændelsen skyldes utilpassede ishockeyfans.
- Jeg vil ikke binde det op på kampen, for det hænger ikke nødvendigvis sammen. Det er jo immervæk sket flere timer efter. Det kan lige så godt være en tilfældig, der er kommet forbi og af uransagelige årsager har gjort det, siger Morten Axelsen.
Nordjyllands Politi beder nu vidner, der måtte have set eller hørt noget i forbindelse med hærværket mod de fire biler, om at ringe på telefon 114.
- Vi har endnu ikke fået henvendelser, men vi håber, der sidder et eller andet op. Det er ikke et område med stor færden, men måske nogen alligevel har bemærket noget, siger Morten Axelsen.
Se alle billederne fra hærværket: