Se billederne: Klap, tramp og hoftevrik - plejehjem laver ny online-gymnastik
Se indslag med Senior Form på Tranders Høje Friplejehjem i Aalborg.
Et nyt, nordjysk træningskoncept henvender sig direkte til ældre. Konceptet hedder Senior Form og består af træningsvideoer, der nemt kan sættes i gang på et plejecenter.
Der trampes og klappes i takt på Tranders Høje Friplejehjem i Aalborg. Tirsdagens træning er i gang, og beboerne sidder klar foran fjernsynet, der er koblet til en iPad.
Siden foråret har friplejehjemmet testet den nye træningsplatform Senior Form, som tilbyder digitale træningsvideoer til ældre og plejecentre. Træningsvideoerne viser øvelser, der både kan laves stående og siddende, så alle kan være med – også dem, der er gangbesværede.
- Vi er jo ældre mennesker, så vi kan ikke gøre det samme, som de unge kan. Det er festligt, for hvis vi er klodsede, så er der også nogen af de andre, der er det, siger beboeren Tove Møller Christensen med et grin.
- Det skal være nemt at gå til
Senior Form er blandt andet udviklet af komponisten Viggo Steincke. Han fik idéen, da han i en periode var frivillig på et plejecenter, samtidig med at hans egen mor også boede på plejecenter.
Her oplevede han et behov for en træningsaktivitet, der var nem at gå til for personalet, og som samtidig kunne sætte gang i samtalen blandt beboerne.
- Som frivillig oplevede jeg, at personalet til tider havde meget travlt, og der blev iværksat meget få motionsaktiviteter for de ældre. Det var ikke af ond vilje, men de ansatte havde ikke tid. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lave noget, hvor der bare skal trykkes på en knap, og så er det i gang, og samtidig er der også noget mental stimulering, siger Viggo Steincke.
Videoer med indlagte pauser
Løsningen er blevet en hjemmeside med videoer, der nemt kan sættes i gang af enten personale eller den ældre selv. I løbet af videoen er der indlagt pauser, hvor der spilles musik og vises billeder fra kendte attraktioner som Amalienborg eller Rubjerg Knude Fyr.
- Det er steder, vi selv har været, da vi kunne det, men det kan vi ikke længere. Det er dejligt at tænke tilbage på, siger Helle Nielsen, der er beboer på Tranders Høje Friplejehjem.
Flere ældre i fremtiden
Antallet af ældre ser ud til at stige i fremtiden. Lige nu hører 19 procent af befolkningen til i den ældre aldersgruppe. I 2050 vil tallet være steget til 24 procent.
Samtidig falder ansøgertallet til velfærdsuddannelser som sygeplejerske og sosu-assistent, så det vil blive sværere at rekruttere personale i fremtiden. Det øger behovet for digitale løsninger, der kan forbedre ældres sundhed og trivsel.
- Vi får en større ældregruppe, og det bliver også en større omkostning for samfundet. Det er medicinudgifter og plejeomsorg, som kræver rigtig mange penge. Jo mere motion og velvære ældre får, jo mindre er udgifterne, siger Carsten Frank Jørgensen, der er uddannelsesleder på UCN Teknologi og Business.
- Det er en genial opfindelse
På Tranders Høje Friplejehjem er den nye træningsløsning blevet taget godt imod af personalet:
- Det er en genial opfindelse, for vi kan trække næsten alle vores beboere med. Det er ligegyldigt, om de er fysisk eller psykisk svækkede, for alle kan være med, siger Majbritt Søgaard, der er social- og sundhedsassistent på Tranders Høje Friplejehjem.
Hyggeligst at træne sammen
Ægteparret Gudrun Nielsen og Henning Juul Nielsen har været sammen i 70 år og bor begge på Tranders Høje Friplejehjem. De er glade for at deltage i de aktiviteter, der bliver arrangeret, og det gælder også det nye tiltag med Senior Form:
- Det er dejligt afvekslende i den daglige trummerum, for vi er jo på et plejehjem, så det er begrænset med aktiviteter, siger Henning Juul Nielsen.
Træningsvideoerne varer cirka tyve minutter, og i løbet af den tid har beboeren Tove Møller Christensen nået at få rørt det meste af kroppen og grinet med de andre beboere.
- Når vi er samlet, så er det mere hyggeligt. Og man får det her skub, man skal have for at komme i gang, for det kan godt knibe lidt ellers, siger beboer Tove Møller Christensen.