Se billederne: Militære køretøjer rykker ind på nordjysk havn
En del af Østhavnen i Aalborg er blevet omdannet til militært område, som skal bruges til udskibning af materiel.
Derfor er blandt andet pansrede mandskabsvogne ankommet til Port of Aalborg.
'Området i Aalborg skal bruges til afskibning af materiel til en kampbataljon fra Hærens 1. Brigade, der rejser til Letland i løbet af august. Bataljonen indgår i NATO’s beredskab og indsættelse i Østeuropa med henblik på at afskrække Rusland fra aggressive handlinger mod NATO-lande,' skriver Forsvarskommandoen til TV2 Nord.
Det militære område, der er beliggende i den afspærrede del af erhvervshavnen, hvor der i forvejen ikke er adgang for offentligheden, vil være markeret med hegn og skiltning. Området er bevogtet af Forsvaret frem til 10. august om aftenen.
Efter opholdet i Aalborg vil kampbataljonen tage til Letland.
'Bataljonen består af en stab, et stabskompagni, et panserinfanterikompagni, et mekaniseret infanterikompagni, en kampvognseskadron og et ildstøtteelement. Herudover suppleres kampbataljonen med logistik og føringsstøtte samt af et panseringeniørkompagni,' oplyser Forsvarskommandoen.