Se billederne: Smagsprøve på kæmpe kunstværk i Aalborg
Foto: Jesper Lange/TV2 Nord
I 2020 forventes 68 kupler at danne ramme om verdens største kunstværk i glas i det vestlige Aalborg. Torsdag blev en én-til-én model af en kuplerne sat op.
Verdens største kunstværk i glas skal i 2020 stå færdig i Aalborg, når den argentinske kunstner Tomás Saracenos opfører værket Cloud City på den gamle spritgrund i det vestlige Aalborg.
Kunstværket kommer til at bestå af flere kupler i glas, staplet op på hinanden. Torsdag blev der opstillet en én-til-én model af en enkelt af disse kupler lavet af metal i Aalborg, og vi har samlet billederne af modellen i galleriet øverst i artiklen.
Cloud City vil bestå af 68 glaskupler på hver 4,5 meter i diameter, og værket forventes at koste 100 millioner kroner. Det vil række 30 meter op i luften og bliver dermed en meget tydelig del af havnefronten i Aalborg Vestby.
Med opførelsen af kunstværket følger en omdannelse af hele industriområdet i Vestbyen, der ligeledes skal stå færdig i 2020.
Det er Spar Nord Fonden, Ny Carlsbergfondet, Aalborg Kommune, Det Obelske Familiefond og A. Enggaard, der er gået sammen om at finansiere kunstværket.