Se Mikkel Hansens perlescoring i Aalborg-sejr
Se vanvidsscoringen herunder, som fremkaldte smil hos flere af holdkammeraterne.
Mikkel Hansen fik tændt op under hjemmepublikummet i Sparekassen Danmark Arena, da han i dag spillede sin debut for Aalborg Håndbold.
Aalborg Håndbold tog lørdag eftermiddag hul på Herre Håndbold Ligaen. Og det var ikke hvilket som helst åbningskamp.
Foran et fyldt Sparekassen Danmark Arena fik Mikkel Hansen nemlig debut for Aalborg Håndbold i første halvleg. Den hårdskydende bagspiller har ikke spillet siden den 13. marts, hvor han blev knæskadet. Efterfølgende har en blodprop holdt ham ude på sidelinjen. I dag kunne han dog atter snøre skoene, og der lød et brøl i hallen, da han trådte på banen første gang.
Video: En ung Aalborg-fan fik en gave af Mikkel Hansen efter kampen
Landsholdsbacken optrådte periodevist i Aalborgs angrebsspil, og efter knap 32 minutter kom Mikkel Hansens første scoring for det nordjyske mandskab, da venstrebacken scorede på straffekast.
Undervejs i kampen bidrog den nytilkomne Aalborg-spiller til, at holdet havde en god boldomgang og et godt flow i angrebsspillet, og det lykkedes flere gange Mikkel Hansen at lave fine indspil til stregen.
I løbet af kampen var der aldrig tvivl om resultatet. Aalborg Håndbold gik til pause med en 20-12-føring, og derfor var der rigeligt med plads til, at Mikkel Hansen stille og roligt kunne spille sig ind i kampen.
I anden halvleg trak Aalborg Håndbold lidt på bremsen i forsvarsspillet, hvilket betød, at Nordsjælland havde markant nemmere ved at finde vej til netmaskerne.
Det forhindrede imidlertid ikke Mikkel Hansen i at klappe to bolde helt op i det øverste af netmaskerne.
Den sidste af de to satte et fornemt punktum på kampen, som Aalborg Håndbold vandt med 39-32.