Se video: Challenger-fly afslører båd lastet med 500 kilo hash
Foto: Forsvaret
Da Challenger-flyet havde spottet båden, gik de to mænd ombord i gang med at smide lasten i vandet.
På en overvågningsmission øst for Italien spottede et Challenger-fly narkosmuglere i en gummibåd.
En speedbåd lastet med mistænkeligt mange pakker kom søndag i et dansk Challenger-flys søgelys. Flyet var på en seks en halv times overvågningsmission på Middelhavet øst for Italien. Det skriver Forsvaret på deres hjemmeside.
- Vi fik øje på båden, der virkede meget mistænkelig med en masse pakker bundet fast. Derefter blev vi i området og holdt øje med båden, mens vi tog kontakt til de italienske myndigheder, fortæller piloten på Challenger-flyet, Michael Munkner til TV2 Nord og fortsætter:
- Det er ikke normalt at spotte sådan noget her. Det var vi lidt oppe at køre over. Når der så sker sådan noget som det her, er det jo fint vi kan producere resultater.
De italienske myndigheder kom frem i to kæmpe speedbåde, men da de to mænd i den mistænkelige båd så dem, smed de lasten i havet og forsøgte at slippe væk. Mændenes båd kunne dog ikke hamle op med myndighedernes, og da de to mænd blev pågrebet viste det sig, at gummibåden fragtede 500 kilo hash, som de to mænd havde planer om at smugle ind i Italien.
Challengeren optog hele hændelsen til havs. Du kan se videoen her:
Udover at forevige indsatsen hjalp videoen også de italienske politbåde.
- Vi havde på video, hvor pakkerne blev smidt. Derfor kunne vi lede politiet hen til pakkerne, lyder det fra piloten på flyet Michael Munkner.
Challenger-flyet er udstationeret på Sicilien for at patruljere Europas ydre grænse i Middelhavet for EU, og efter fangsten af narko-smuglerne kunne de fortsætte deres patrulje.
Flyet har været udsendt siden den 10. januar 2017 og skal være afsted i 31 dage. Flyet indgår i EU's Frontex mission Triton med henblik på at styrke kontrollen af EU's ydre grænser. Danmark har to gange tidligere - i 2015 - leveret fly til kontrollen.
Du kan se en længere reportage om Challenger-flyet i vores nye program FOKUS den 9. februar.