SF går ind i sag om SIFA TV-Bingo

Det politiske pres fortsætter i bestræbelserne på at redde SIFA TV-Bingo, der er truet af nye afgiftregler.

I går var det kulturrådmand i Aalborg Kommune Mads Duedahl, der ville hjælpe SIFA TV-Bingo, som står til at lukke på grund af nye afgiftsregler – og i dag er det et nordjysk valgt SF-folketingsmedlem, der kommer med et forslag, der måske kan redde SIFA.

Lisbeth Bech-Nielsen er SF’s erhvervs- og finansordfører og medlem af Skatteudvalget, og hun har rettet henvendelse til skatteminister Morten Bødskov (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) med et forslag til en ny afgiftsmodel for foreningsbaseret bingo, som netop er det, SIFA TV-Bingo er.

I brevet til de to ministre skriver Lisbeth Bech-Nielsen:

”SIFA TV-Bingo har en anden profil end de online spil som vores lovgivning sigter efter at regulere mere stramt. SIFA TV-Bingo er non-profit, udlodder sit overskud og bruger ikke markedsføring på at lokke spillere til eller lignende – sidste år brugte SIFA TV-Bingo 1209 kroner på markedsføring.”

Lisbeth Bech-Nielsen oplyser videre, at SIFA TV-Bingo på nuværende tidspunkt betaler to millioner kroner i afgift til staten, men med afgiftsstigningen fra 20 procent til 28 procent, som ifølge EU-regler skal indføres fra årsskiftet, øges det beløb til tre millioner kroner. Det er den ene million kroner som SIFA TV-Bingo i dag kan udlodde.

Lisbeth Bech-Nielsen har et helt konkret forslag til skatteminister Morten Bødskov og erhvervsminister Simon Kollerup.

Hun foreslår, at der laves en ny afgiftsmodel, der tager højde for modeller som SIFA’s og stiller disse krav for at forblive på 20 procents-satsen:

• At man er en velgørende forening der udlodder overskuddet til velgørende formål

• At man højst markedsfører sit onlinebingo for en procent af seneste års bruttospilleindtægt (BSI)

• Af bruttospilleindtægt for onlinebingo via TV under 15 millioner kroner betales 20 procent i afgift

• Af bruttospilleindtægt over 15 millioner kroner for onlinebingo via TV betales 28 procent i afgift

Lisbeth Bech-Nielsen oplyser til TV2 Nord, at også Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen har rettet henvendelse til skatteministeren for at lægge pres på at få en løsning til gavn for SIFA TV-Bingo.


Seneste nyt

fra Nordjylland