Splittet mellem to hjem
For at forstå, hvordan en 12-årig dreng endte ved et åbent vindue, må historien begynde tidligere.
Drengen blev født i 2012.
Hans forældre var kun sammen i en kort periode, og efter bruddet var forholdet præget af konflikter og uenigheder.
De første år boede han hos sin mor, men da han var otte år, blev hun ramt af stress og depression.
Derfor flyttede han hjem til sin far og stedmor, hvor der i forvejen var to mindre børn.
Det er faren og stedmoren, der i dag er tiltalt for at have udsat ham for blandt andet psykisk vold, fysisk vold og frihedsberøvelse fra han var otte til han var 12 år gammel.
I årene efter flytningen blev hans liv ramt af to store tab.
Først døde hans mor. Et halvt år senere døde også hans mormor – to personer, han havde haft en tæt relation til.
Vidner forklarede i retten, hvordan det satte sig i drengen. Den livlige og udadvendte dreng blev mere stille og trak sig ind i sig selv.
Den store sorg førte til konflikter – både i skolen og i hjemmet.
Ifølge vidner magtede de tiltalte ikke at rumme hans reaktioner, og ifølge anklagemyndigheden udviklede det sig i årene efter til frihedsberøvelse, psykisk vold og i enkelte tilfælde fysisk vold.
Faldet, der ændrede alt
Den dag i august 2024 var drengen alene hjemme.
Ifølge anklagemyndigheden var han blevet låst inde på sit værelse – blandt andet for at forhindre ham i at tage mad fra køleskabet om natten.
De tiltalte har forklaret, at døren var i stykker. Den forklaring er senere blevet modsagt af flere vidner.
Da han fik brug for at komme på toilettet, kunne han ikke komme ud.
Han åbnede vinduet. Forsøgte at tisse derfra.
Og faldt.
Da drengen lå på fliserne, kom naboer ham til undsætning. Stedmoderen blev ringet op.
Ifølge vidneforklaringer reagerede hun med ordene:
– Idioten er faldet ud af vinduet.
Hun bad samtidig de fremmødte om at gå op og åbne døren til drengens værelse.
Her gjorde de fund, som kan ende med at blive centrale for rettens vurdering af sagen.
På ydersiden af døren sad en nøgle, og døren var yderligere sikret med et bræt, som forhindrede, at den kunne åbnes indefra.
Inde på værelset stod en skål, der ifølge vidnerne lugtede kraftigt af urin.
Naboerne har forklaret, at de blev chokerede over synet.
De tog billeder – både af døren, skålen og værelset, som de beskrev som sparsomt og næsten som en fængselscelle.
Billederne er siden blevet fremlagt i retten.
På skadestuen begyndte forklaringerne langsomt at komme frem.
Mens drengen blev behandlet, fortalte han ikke kun om selve faldet, men også om tiden op til – om at han ikke kunne komme ud, og at døren var lukket.
Det vakte alvorlig bekymring.
Drengen fortalte sin kontaktperson og en socialrådgiver om episoden.
Det førte til, at Aalborg Kommune 2. september 2024 valgte at anmelde sagen til Nordjyllands Politi.
Kort tid efter blev drengen fjernet fra hjemmet og netværksanbragt hos sin farmor – et sted, han selv ønskede at bo.
I retten er det siden kommet frem, at der i årene op til var indløbet i alt 31 underretninger om drengens trivsel.
Anbragt hos farmor
Da drengen flyttede hjem til sin farmor, var det ifølge hendes forklaring tydeligt, at han bar noget med sig.
Hun var indkaldt som vidne – noget hun ikke var forpligtet til, fordi det er hendes egen søn, der er tiltalt. Alligevel valgte hun at afgive forklaring.
Hun forklarede i retten, at hendes søn siden har slettet og blokeret hende på sociale medier.
– Han er mit barn, og jeg vil altid elske ham. Men han er en voksen mand, og det er mit barnebarn ikke, sagde farmoren i retten.
Flere gange under sin forklaring brød hun ud i gråd.
Om den første tid hvor barnebarnet boede hos hende, beskrev hun en dreng, der havde svært ved at finde ro, og som søgte en konstant fysisk nærhed.
– Jeg kunne ikke engang sidde med mit strikketøj. Han havde hele tiden brug for, at jeg havde en arm omkring ham, og at han kunne sidde helt tæt op ad mig.
Hun havde også en klar fornemmelse af, at der blev gjort forskel på ham og de mindre søskende – både i forhold til gaver og frihed.
Da anklageren spurgte ind til tonen i hjemmet, brød hun igen sammen.
– Jeg kan faktisk godt lide min svigerdatter, men hun havde det med at råbe meget, sagde hun.
På spørgsmålet om omsorg var hendes vurdering klar: De andre børn fik kærlighed – det gjorde han ikke.
Kameraovervågning og alarmer
Flere vidner har beskrevet et hjem præget af kontrol.
Der var opsat kameraer i hjemmet, og der var alarmer på køleskab og køkkenskabe, så det kunne registreres, hvis drengen tog mad. Ifølge vidneforklaringer var det netop for at forhindre ham i at spise – noget de tiltalte ifølge anklagemyndigheden opfattede som, at han “stjal”.
Flere vidner pegede også på en markant forskel mellem børnene i hjemmet.
Drengens værelse blev beskrevet som sparsomt og næsten som en fængselscelle, mens de to mindre søskendes værelser var fyldt med legetøj.
Den kontrol og forskelsbehandling afspejlede sig også uden for hjemmet.
I skolen lagde lærere og pædagoger mærke til både hans fremtoning, hans tøj og hans madpakker, der fremstod som slatne og i nogle tilfælde rådne grøntsager.
– Jeg ville ikke engang give det til min kanin, sagde læreren i retten.
I begyndelsen troede skolen, at det handlede om økonomi. Men det billede ændrede sig, da lillebroren begyndte på samme skole – iført nyt tøj og med en helt anden madpakke.
– Mælkesnitter. Müslibarer. Der var meget stor forskel, sagde læreren.
Forskellen mellem børnene blev dermed tydelig – også for andre end skolens personale.
En dag på campingpladsen
Drengens faster vidnede også om flere forhold, hun fandt bekymrende.
Det skulle have været en hyggelig sommerdag.
Hun var på besøg hos familien på en campingplads, hvor der var lagt op til strandtur og fællesspisning.
Men én ting fyldte.
Hendes ældste nevø var der ikke.
Ifølge hendes forklaring opholdt han sig i campingvognen som straf, mens resten af familien gik mod stranden. Døren blev lukket, og der blev talt om at tænde et kamera, så man kunne holde øje med ham.
– Han måtte ikke komme med, fordi det ville være en belønning – meningen var, at han skulle straffes.
Senere sad de andre og spiste pizza i fortetlet.
Drengen var stadig alene i campingvognen.
Ved et senere besøg i hjemmet gentog situationen sig.
Gæsterne sad samlet i stuen, og der blev igen bestilt pizza.
Drengen var ikke med.
Han var blevet sendt op på sit værelse.
Fasteren fik besked på, at hun ikke måtte gå op til ham, men hun kunne høre ham ovenpå.
Da han råbte, råbte stedmoren tilbage:
– Du pisser tilbage på værelset.
Da fasteren tog hjem klokken 21.30, havde drengen stadig ikke fået aftensmad.
Et vendepunkt
Faldet fra vinduet blev et vendepunkt.
Drengen har boet hos sin farmor lige siden. I retten fortalte hun, hvordan han langsomt er begyndt at ændre sig.
Han er blevet mere åben. Han har fået nye, gode venner og er begyndt til fritidsaktiviteter.
Men ifølge vidner er det også tydeligt, at han bærer på noget fra årene før.
En utryghed. En usikkerhed. Et behov for nærhed.
Noget, der først for alvor kom til udtryk den dag, han ikke kunne komme ud af sit værelse – og i stedet forsøgte gennem et vindue.
Fredag afgør Retten i Aalborg, om det, der er kommet frem under sagen, er strafbart – og om de tiltalte kendes skyldige.
