Sigtes for spirituskørsel: Sov bag rattet i bil med motoren tændt
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
En mand blev natten mellem onsdag og torsdag sigtet for spirituskørsel, da han sov bag rattet i sin bil med motoren tændt.
En lur bag rattet i sin bil kan gå hen og blive en dyrere erfære for en mand fra Aalborg-området.
Natten til torsdag klokken 02.25 modtager Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at der på Hvalpsundvej i Aalborg Øst bliver holdt en fest på parkeringspladsen.
Politiet sender derfor en patrulje til stedet, og ved ankomsten kan de konstatere, at der holder en bil med motoren i gang. På førersædet sidder en mand og sover, og det viser sig, at manden er alkoholpåvirket.
- Man har en formodning om, at manden ville køre derfra, og derfor sigtes han for spirituskørsel, forklarer vagtchef Karsten Højrup, Nordjyllands Politi, om hændelsen.
Manden har fået taget en blodprøve, der skal bestemme hans promille, og det er nu op til politiet at bevise, at manden havde planer om at køre i bilen.