Skills-sejr har fået Oscar til at rette blikket mod rummet
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Oscar Dahl Nielsen er snart færdigudlært som industritekniker. Han er en af dem, rumindustrien er ude efter.
Oscar Dahl Nielsen har taget plads ved drejebænken på Tech College i Aalborg. Den kan han som industritekniker programmere til at lave alverdens dimser og stumper i mange forskellige materialer.
- Når vi har lavet programmet, så er det vores opgave ude ved maskinen at korrigere for temperatur og afbøjning på værktøjer, så vi kan ramme tolerancer på under en hundrededel af en millimeter, fortæller industriteknikereleven fra Tech College.
Oscar Dahl Nielsen er i lære hos virksomheden SB Stål ved Terndrup, som laver maskiner til industrien. Det var dog en anden branche, han skulle dreje stumper til, da han i april sejrede ved DM i skills.
- Til DM i skills lavede jeg objektivhuset til en startracker-enhed, som er den form for GPS, der sidder på satellitterne, siger Oscar Dahl Nielsen.
Rift om faglærte
En rapport fra Naturvidenskabernes Hus viser, at erhvervsuddannelserne til smed, elektronikfagtekniker, automatiktekniker og industriteknikere er nogle af dem, der kan føre til job i rumindustrien i de kommende år.
- Rumindustrien passer godt til industriteknikeruddannelsen, fordi det handler om præcision, nøjagtighed og sværtbearbejdelige materialer. Det er vi faktisk rigtig dygtige til i Danmark. Vi kan håndtere de ’eksotiske’ materialer, som vi sender op i rummet, siger True Tylak, som er faglærer på Tech College.
Se indslaget her:
Oscar Dahl Nielsen drømte ikke om en fremtid inden for rumindustrien, da han begyndte på sin uddannelse, men erfaringerne fra blandt andet DM i skills har fået ham til at rette blikket mod det uendelige univers.
- Det overraskede mig at finde ud af, at der er mange jobs inden for rumindustrien. Det troede jeg ikke, man havde i Danmark. Det kunne helt klart være en fed udfordring at tage op en dag, siger han.
Bliver på Jorden
Sejren ved DM i skills har betydet, at Oscar Dahl Nielsen har fået lov at møde den danske astronaut Andreas Mogensen. Den første dansker i rummet har en baggrund som ingeniør, men det behøver fremtidens astronauter måske ikke nødvendigvis at have.
- Kombinationen mellem den meget teoretiske ingeniøruddannelse, men også hands-on-erfaring i at reparere og producere stumper kunne være en klar fordel for de kommende astronauter at have, siger Oscar Dahl Nielsen, som ikke har planer om at gå i Andreas Mogensens fodspor og blive sendt ud i rummet.
Men nogle stumper kan du godt sende derop?
- Nogle stumper vil jeg gerne lave til dem. Det ville være en fed oplevelse.