Skolebørn bygger hoteller til insekter
Insekter kan have svært ved at overleve vinteren, hvis de ikke finder et varmt sted at være. Derfor bygger skoleklasser nu hoteller til insekterne.
1.B fra Vester Mariendal Skole snedkererer på livet løs. De er ved at bygge små kasser med mos, græs og hulrum. Kasserne skal bruges som bosteder for insekter, når kulden rammer.
- Det er sådan, de kan overleve vinteren, siger en af eleverne fra 1.B.
Aalborg Bæredygtighedsfestival er gået sammen med pædagogstuderende fra UCN om en workshop for folkeskoleelever. Her lærer de at bygge bosteder til insekter, samtidig med at de hører om, hvad der truer insekter i dag.
- Jeg tror, de lærer en hel masse om insekter, og de ser, at insekter ikke bare er noget, der irriterer os i hverdagen, siger Tina Buus, der er lærer for 1.B på Vester Mariendal Skole.
De seneste år er antallet af insekter faldet, fordi der er blevet færre levesteder til insekterne . Noget af det, der kan hjælpe insekter til at overleve er insekthotellerne, som klassen bygger.
Insekthotellerne er varme og består af mørke hulrum, der kan være lavet af æggebakker, og som fungerer som gemmesteder for insekterne. En af dem, der hjælper børnene er Mathilde Lynnerup, der er pædagogstuderende på UCN. Hun håber, at børnene kan være med til at sprede viden om insekterne:
- De fortæller det til søskende og forældre, så på den måde giver de budskabet videre, ligesom vi prøver at gøre noget.