Skydespil og hjerne-apps på recept
I fremtiden kan computerspil og apps måske være en del af løsningen på både fysiske og psykiske sygdomme. Nordjylland er med i front, når det gælder sundhed på spil.
I fremtiden kan computerspil og apps måske være en del af løsningen på både fysiske og psykiske sygdomme.
Det kaldes gamification, når man bruger elementer fra computerspil på områder, der ikke har med spil at gøre. Og det er nøjagtig, hvad spiludviklere og læger gør, når de mødes ved Danmarks største spil-festival, GameScope i Aalborg, for at diskutere fremtidens genoptræning med spil.
- Computerspil har en evne til at skabe motivation og engagement. Især folk med kroniske lidelser, som skal rehabiliteres over længere forløb, kan komme sig hurtigere med spil, end de ellers vil have gjort, siger Finn Allan Larsen fra den nordjyske erhvervsklynge indenfor sundheds- og velfærdsteknologi, BioMed, der har taget initiativ til konferencen.
Gamification kan bruges overalt i sundhedssektoren. Et skydespil kan for eksempel genoptræne en lammet arm, mens hjerneskadede kan træne med en hjernetrænings-app.
Også i psykiatrien forventer de, at spil kan komme til at spille en rolle. Både for patienter, som for eksempel kan føre elektronisk dagbog over hvordan, de har det, men også for omverdenen, som ved hjælp af såkaldte Virtual Reality-briller kan opleve, hvordan det er at have en psykisk sygdom.
- Det er svært at forstå, hvordan det er at have en psykisk sygdom, og hvilke mekanismer, der er på spil. Jeg tror, at vi ved hjælp af teknik kan lave simulationer og på den måde give fagpersoner og befolkningen en idé om, hvor svært det til tider er at leve med en psykisk sygdom, siger Jimmi Nielsen, der er professor og ledende overlæge ved Psykiatrien på Aalborg Universitetshospital.
Spillene, som altså stadig blot er i idéfasen, skal være et supplement til behandlingen – og ikke erstatte den personlige kontakt.
Ifølge fagfolkene er sundhed på spil lige om hjørnet.
- Det var ikke længe. Når først vi får de forskellige platforme gearet til det, kommer det til at gå hurtigt, siger Finn Allan Larsen.