Snekaos: AaB's superligakamp i fare for aflysning
Dagens superliga opgør mellem AaB og AC Horsens hænger i en tynd tråd. Sneen volder store problemer.
Sne, sne, sne fra ende til anden på Aalborg Stadion lige nu.
Selv om personalet på stadion kæmper mod snemængderne, så er det ikke sikkert, at banen kan bruges til at spille superliga kamp på mandag aften.
- Vi regner med at spille. Men jeg kan godt se, at banen er lidt mere hvid, end jeg lige havde tænkt, siger sportsdirektør Allan Gaarde.
Ifølge Allan Gaarde er der to parter, der kan vælge at aflyse dagens superligakamp. Den ene er Aalborg Kommune, som kan vurdere at kampens afvikling kan være farligt for tilskuerne, og så er der dommerne, som kan sige, at det er for farligt for spillerne at gennemføre kampen.
Allan Gaarde diskuterer lige nu situationen med Hans Tophøj, der er afdelingsleder i Aalborg Kommune.
Hans Tophøj er pessimistisk.
- Der ligger jo en hel del sne herunde på nuværende tidspunkt. Sådan som det kommer ned nu, så er det svært at sige noget om, hvordan det kommer til at gå, siger Hans Tophøj.
Når der ligger 1 centimeter sne på stadion, så er det 70 kubikmeter sne, der skal fjernes.
Pt. ligger der 1,5 centimeter på banen. Ifølge Hans Tophøj skal det ryddes manuelt.