Snigpremiere på ny serie: Stephanies 'Bedste Bedste'
Har du en bedste bedsteforælder og hvordan er jeres forhold nu du er blevet voksen. Det sætter vi fokus på i serien ”Bedste Bedste”.
22-årige Stephanie Sloth Andersen og hendes 86-årige morfar Svend har et helt specielt forhold. Og det kan afstanden Nørresundby-København ikke ændre ved.
Hvordan bevarer man det gode forhold mellem bedsteforældre og børnebørn - også når børnene er blevet voksne og får travlt med eget liv, uddannelse og job? Det spurgte vi om i et opslag på facebook og mange skrev ind med gode forslag og eksempler. Stephanie Sloth Andersen var en af dem. Her kan du møde hende og hendes 86-årige morfar Svend Marcussen i premieren på serien Bedste Bedste. I 10 uger fortæller en flok glade bedsteforældre og børnebørn om lige netop déres specielle forhold - til glæde for alle parter og til inspiration for andre.
Du er min øjesten
Stephanie har haft sin gang dagligt hos bedsteforældrene Svend og Kamma Marcussen i Nørresundby siden hun blev født. Her sang morfar Svend ofte den gamle vise "Du er min øjesten" for hende. I dag bor Stephanie i København, hvor hun læser til lærer og arbejder som danser, så det sætter grænser for den fysiske kontakt. Men så er der andre måder at holde kontakten på via de sociale medier. Hver aften ringer eller sms'er de sammen for at ønske hinanden god nat og høre om alt er vel. Stephanie bekymrer sig nemlig om morfar Svends helbred.
- Efterhånden som hun vokser op og flyttede til København, så har hun altid haft det der med: min mormor og morfar, hvordan har de det? Jeg skal hele tiden holde øje med, hvordan har de det. Har det det nu godt. Og ringer hjem til mig og spørger, hvordan går det? Og hvordan har han det nu. Hvordan har de det i det hele taget, de to ?, fortæller Stephanies mor, Britta.
I og med jeg har været den yngste og de altid har været gamle i mit billede, så tror jeg jeg har været opmærksom på, at jeg måske ikke har dem for altid. Så jeg har været nødt til at udnytte det, så længe jeg har haft dem.
Stephanie
Morfar Svend har været alvorligt syg og opgav næsten at komme sig, men det fik Stephanie sat en stopper for. Hun tog hjem for at være der for ham og for hjælpe ham med genoptræningen. Stephanie har også en gulerod at lokke ham med.
Morfar skal føre mig op
Når Stephanie til sommer skal giftes med sin udkårne, så skal morfar Svend og hendes far føre hende op ad kirkegulvet. Det og festen bagefter glæder Svend sig til selv om han i begyndelsen slet ikke kunne forliges med tanken om at hans lille barnebarn nu som voksen havde fundet sin egen øjesten og hjertenskær. Morfar nægtede simpelthen at føre Stephanie op ad kirkegulvet
Så siger han: Jeg vil fandme ikke give dig væk! Jeg vil ikke af med dig, siger han så. Men så kom han lige omkring det. Og nu vil han gerne være med til at føre mig op alligevel.
Stephanie
Det driller de stadig hinanden med - humor betyder nemlig rigtig meget i deres forhold og her er det svært for andre at være med.
- Selv om det er mig, der har passet hende, skiftet hende, sørget for hun fik mad, så er det alligevel morfar, der er den Bedste Bedste for Stephanie, fortæller mormor Kamma, der nu også nyder godt af Stephanies besøg om omsorgsfulde kontakt hver aften.
Du kan se PREMIEREN på serien Bedste Bedste onsdag aften klokken 19.45 på TV2 Nord og TV2 Nord Salto, men kan du ikke vente, så er der adgang til snigpremieren her i artiklen.