Sodavandsflasker sprængt ved Budumvej i Aalborg Øst
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Flere hjemmelavede bomber i sodavandsflasker blev torsdag ved aftenstid sprængt på en sti ved Budumvej i Aalborg Øst. Politiet advarer mod at tage flasker med væske op, da de måske kan indholde ætsende væske og risikere at sprænge, når man tager dem op.
Torsdag kort efter klokken 18 eksploderede nogle sodavandsflasker på en sti ved Budumvej i Aalborg.
Politiet blev tilkaldt, og en nærmere undersøgelse viste, at der var hældten ætsende væske i flaskerne og et andet stof, der har udløst kemisk reaktion, som ender med at sprænge flaskerne. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.
Farlige drengestreger
- Det var en farlig situation, men heldigvis er der ikke nogen, der er kommet til skade, siger han, og tilføjer at politiet vil være glade for at få henvendelser, der kan hjælpe med at finde dem, der står bag de hjemmelavede bomber.
Der er formentlig tale om drengestreger, men det kan være ganske farligt, når flaskerne sprænger og væsken spredes. Politiet advarer mod at tage flasker op, man finder liggende med væske i. De kan måske indholde ætsende væske og risikere at sprænge, når man tager dem op.