Solen giver grill-kuller: Pølserne strømmer ud fra Tulip i Svenstrup

500.000 pølser. Så mange producerer Tulip i Svenstrup hver dag i disse uger for at kunne følge med efterspørgselen.

På Tulips fabrik i Svenstrup er der i disse dage ualmindeligt travlt. For med det for årstiden tidlige sommervejr er danskernes lyst til pølser til at komme på grillen pludselig eksploderet.

- Bare sådan en dag som i dag, laver vi 10 tons frankfurtere med ost i, siger Per Bo Hansen, der er pølsemester på Tulip Food Company i Svenstrup.

Der er tryk på produktionslinjerne - alle 10 er i brug i Svenstrup for at kunne producere de 125 kilometer pølser, der hver dag stryger ud fra fabrikken og rammer supermarkeder over hele landet. Sådan har det været i seks uger nu, hvor 90 medarbejdere har knoklet i døgndrift.

- Vi kører fra klokken fire om morgenen til klokken halv tre om natten. Vi har arbejdet alle helligdagene. Vi har været herude skærtorsdag, langfredag, kristihimmelfartsdag - og vi er allerede ude og spørge efter overarbejde her til weekenden også, siger Per Bo Hansen.

Kan ikke følge med vaflerne

Sommervarmen i starten af maj har ikke kun givet travlhed hos den nordjyske pølseproducent. Også hos ishusene rundt omkring i landsdelen har der været lange køer i de varme helligdage.

Hos Vaffelhuset i Øster Hurup satte man i kristihimmelfartsferien salgsrekord.

- Selv om vi bager fra tidlig morgen til sen aften, kan vi næsten ikke nå at følge med. Alt bliver udryddet samme dag, og vi har også is til at ligge på køl for ligesom at være klar, siger Susanne Von Platen Hallermund, der er medindehaver af Vaffelhuset.

Travlheden lægger også et vist pres på medarbejderne. Lige nu er der 25 ekspedienter på lønningslisten hos Vaffelhuset, men der er plads til flere.

- Det er, fordi de skal også have ferie og gå til eksamen, så vi har rigtig mange vagter, der skal besættes, siger Susanne Von Platen Hallermund.


Seneste nyt

fra Nordjylland