Søn satte ild til forældres sofa

En 24-årig mand blev så vred på sine forældre, at han satte ild til en sofa i barndomshjemmet i Nibe.

Et voldsomt skænderi mellem far, mor og søn udviklede sig onsdag i en temmelig uheldig retning, da den 24-årige hjemmeboende søn tilsyneladende blev så vred, at han satte ild til en sofa. 

Ilden fik dog ikke ikke fat i sofaen, men der opstod sodskader i boliger.

Efter ildspåsættelsen gik den 24-årige mand fra sit hjem, og Nordjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag en henvendelse fra en borger i Nibe, der kunne fortælle, at man havde mødt en ung mand på gaden, og han opførte sig ifølge henvendelsen til politiet mærkeligt. 

Der var tale om den 24-årige mand. Han blev anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse. 

Vagtchef hos Nordjyllands Politi, Bruno Brix, oplyser, at man forventer, at den 24-årige mand fremstilles i grundlovsforhør torsdag. Politiet ønsker ikke at oplyse om, hvad det var, at han var blevet så gal over hjemme hos forældrene.


Seneste nyt

fra Nordjylland