Kendt restauratør gik bort i maj: Sønnen går i farmands fodspor
Det er et år fyldt med 'første gang' hos restaurant San Giovanni, siden grundlæggeren gik bort i maj efter længere tids sygdom.
Restaurant San Giovanni har lige fejret 36 års fødselsdag. Og det var første gang, at dagen blev markeret uden grundlæggeren Giovanni Volpi, som gik bort i maj i år.
- Sådan en dag fylder det særligt meget, at han ikke er her. For jeg ved, at hvis han havde levet, så havde han været rundt og snakke med alle gæsterne og trykke dem i hånden, siger sønnen Mikele Volpi, som driver restauranten videre.
- Det var jo den første fødselsdag, og det er specielt. Men vi valgte at fejre det, fordi dagen faldt på en søndag, og det ville være i min fars ånd at holde en fest.
Giovanni Volpi var nemlig glad for at have mennesker omkring sig. I de mange år, hvor han stod i spidsen for restauranten, nød han at sludre og grine med de spisende gæster, og selv efter han begyndte at slippe tøjlerne og overlade mere af ansvaret til sønnen Mikele, kom han tit forbi, gik gennem restauranten og snakkede med de velkendte ansigter.
'En af de ting, han yndede at snakke om, var aalborgensernes måde at bruge søndagen.
- I Italien går man ud om søndagen, men i Danmark tager folk på lossepladsen. Det var noget, han tit undrede sig over og snakkede med vores gæster om. Så når det nu faldt på en søndag, virkede det oplagt at markere dagen, griner Mikele Volpi.
I fars fodspor
Det er ikke kun på de store mærkedage, at Mikele Volpi tænker på sin far. Faktisk er det tit i de små hverdagssituationer, at han mærker fraværet. Det kan være når AaB har vundet en kamp, eller hvis deres italienske hold har tabt.
- Der var mange områder, hvor vi forstod hinanden og delte interesser. En af dem var fodbolden. Så vi vendte altid resultaterne dagen efter en stor kamp. Vi har også lige fået en af Joachim Mæhles trøjer ind i restauranten, og det var sådan noget, jeg gerne ville dele med ham.
Samme følelse kan ramme ham, når en særlig vin bliver solgt. Det kan være en vin, som Giovanni importerede til restauranten for år tilbage, og som de ville snakke om, når den blev åbnet, hvis han havde været her.
- De der små ting i hverdagen, vi delte, fylder meget. For det kan vi jo bare ikke mere.
Da Giovanni Volpi gik bort for snart et halvt år siden, var det efter længere tids sygdom, og Mikele Volpi havde over en lang årrække overtaget mere og mere af ansvaret for driften af restauranten. Så hans død efterlod ikke et ledelsesmæssigt hul i den daglige gang.
Men der var til det sidste stadig dele af livet på SanGiovanni, som faren stod for. Et af dem var det årligt tilbagevendende mad- og vinarrangement Gamberro Rosso.
Arrangementet blev første gang afholdt for mere end tyve år siden, og alle år op til nu, har Giovanni stået klar den første weekend i november til at fortælle om de særlige rødvine, der bliver serveret på aftenen. Men ikke i år.
For når eventet traditionen tro løber af stablen, bliver det med Mikele Volpi i front.
- Indtil nu har det været sådan, at jeg stod i døren, og min far var værten med ansvaret for vinen. Nu skal jeg byde velkommen, så jeg håber, jeg kan vokse med opgaven, siger sønnen, der også har planer om at bruge aftenen til at hylde sin fars liv og minde.
Byder stadig velkommen
Selv efter sin død fylder Giovanni meget i restauranten. Fra de indrammede avisudklip med artikler om manden, maden, hans liv og hans død, til portrættet i det nye indgangsparti, som møder alle, der træder ind ad døren.
- På den måde kan han stadig byde velkommen, siger Mikele Volpi.
Billedet kom op, efter Giovannis bortgang, og hænger altså i den nye indgang på Vingårdsgade, som var en af de sidste store ændringer i restauranten, som Giovanni nåede at opleve. Fra stedet første gang slog dørene op og til starten af i år, har gæsterne nemlig skulle gå ind på restaurantens hjørne. Men det besluttede Mikele at lave om.
- Det var en beslutning, jeg tog uden at rådføre mig med mine forældre. Og det har taget noget tid at komme til det sted, hvor jeg følte, jeg kunne det. For med en karismatisk far, der har været ansigtet på stedet i mange år og bygget det op fra grunden, har det ikke altid været let at tage tøjlerne. Vi har da haft vores diskussioner, siger han.
Og det blev da heller ikke mødt med ren begejstring, da Mikele fortalte om ændringen.
- Umiddelbart synes min far ikke, det var en god ide. Jeg kan huske, han spurgte, om folk overhovedet kunne finde ind, og der måtte jeg svare ham, at det troede jeg nu nok de kunne, griner Mikele Volpi, der viste sig at få ret.
- Det nåede han også at sige. At det var en god beslutning.
