Spareplaner i Aalborg: Biblioteker risikerer at lukke
Borgermøde i Haraldslund efter meldinger om lukning af husets bibliotek i sin nuværende form.
Aalborg Kommune er godt i gang med budgetforhandlingerne, og et af de steder, der skal findes besparelser, er på biblioteksområdet.
Løvvang Bibliotek og biblioteket på Grønlands Torv bliver lukket, hvis de besparelser, Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune har foreslået, går igennem.
Samtidig bliver biblioteket i kulturhuset Haraldslund lukket i sin nuværende form for i stedet at blive omdannet til et såkaldt servicepunkt. Ved et servicepunkt kan man reservere, hente og aflevere bøger, ligesom et lille udvalg af bøger vil stå fremme. Servicepunktet er selvbetjent. Samtidig vil der komme et nyt sundhedstilbud til borgerne i Haraldslund.
Udsigten til et meget mindre bibliotek fik brugerrådet i Vand- og Kulturhuset Haraldslund til at indkalde til møde torsdag, hvor bibliotekets fremtid blev diskuteret.
- Vi har indkaldt til møde, fordi politikerne påtænker at lukke biblioteket i sin nuværende form. Vi håber selvfølgelig, at man ikke vil fjerne det her fantastiske sted, som er et samlingssted for rigtig mange borgere i Aalborgs vestby, siger Jørgen Andersen, der er formand for brugerrådet.
Haraldslund Bibliotek havde 34.000 gæster i 2017, og i 2016 var der 55.500 udlån. De seneste år har brugen af biblioteket været nedadgående – og ifølge rådmanden på området, Mads Duedahl, er det på tide at overveje, om bibliotekerne fortsat skal være, som de er nu.
- Vi har set fremad og tænkt rigtig meget over, hvordan fremtidens biblioteker skal se ud. Det kræver, at man får lidt færre fysiske arealer, så vi kan frigive midlerne til noget andet, siger Mads Duedahl (V).
De penge, man sparer, hvis forslaget går igennem, skal i stedet bruges på indsatser, hvor man kommer ud til borgerne.
- Der er altså bare visse områder i kommunen, hvor vi har erfaring med, at en masse kvadratmeter med døde bøger ikke er det, der betyder mest for borgerne, når de skal lære at læse og blive oplyst. Det er i stedet at være tæt på borgerne, siger Mads Duedahl.
Lukningen af biblioteket på Grønlands Torv vil give en besparelse i 2019 på 789.000 kroner, mens lukningen af Løvvang Bibliotek giver kommunen 187.000 kroner ekstra i besparelser. Servicepunktet i kulturhuset Haraldslund vil medføre en besparelse på 652.000 kroner i 2017.
Også Vejgaard Bibliotek vil mærke, at der skal spares. Hvis Sundheds- og Kulturforvaltningens forslag går igennem, bliver det reduceret til 250 kvadratmeter.