Sparkede, slog og skubbede 77-årig ved gaderøveri: To mænd varetægtsfængslet
Foto: TV2/Nord
To mænd fra Rumænien er varetægtsfængslet efter et voldeligt gaderøveri i Aalborg torsdag aften.
Hvad der blot skulle have været en gåtur i Aalborgs gader torsdag aften endte voldsomt for en 77-årig mand. Ud af det blå blev han offer for et gaderøveri – og røverne nøjedes ikke blot med at stjæle fra ham.
De skubbede, sparkede og slog ham i en baggård ved Bispensgade og Vesterbro, inden de tog hans tegnebog og stak af fra stedet. Den 77-årige mand fik sår og flænger i ansigtet og baghovedet.
Hvad gerningsmændene ikke vidste var, at to vidner i en lejlighed havde set det hele, og at de var fulgt efter mændene på afstand. Vidnerne udpegede mændene for politiet, som anholdte de to mænd, der viste sig at være 35 og 46 år og fra Rumænien.
Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Mathias Andersen.
Havde offerets pung
Anholdelsen skete i baggården ved Netto på Vesterbro, og her kastede den ene rumæner en pung fra sig. I pungen var der ID-kort, der tilhørte den ældre mand.
Ved Retten i Aalborg nægtede de to mænd sig skyldige.
- De forklarede, at de havde fundet pungen og en kasse øl, og at de ikke have set manden den aften, siger anklageren.
Den forklaring købte retten dog ikke, og de to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger. Her blev der lagt vægt på, at der er risiko for at mændene vil stikke af, da de ikke har fast bopæl i Danmark, samt at der er en risiko for at mændene kan påvirke både vidner og offer, hvis de bliver sluppet fri.
Ingen af mændene kærede fængslingen.