Spøgelsesbillist på E45 snittede modkørende

En 81-årig mand fik tirsdag forvildet sig ud i den gale retning på E45. Her ramte han en modkørende, før han blev stoppet af politiet.

Nordjyllands Politi fik tirsdag en anmeldelse om, at en bil kørte syd på i det nordlige spor på E45. Her når en bilist at undvige ved Vodskov, før den 81-årige fører af bilen snittede en modkørende bil.

- Der kom skader på begge biler, men den 81-årige fortsatte videre, fortæller vagtchef Per Vagt fra Nordjyllands Politi.

Da han nåede Limfjordstunnelen fik Nordjyllands Politi stoppet ham.

- Han var meget forvirret og var ikke helt klar over, han havde gjort noget galt, siger vagtchefen.

Nordjyllands Politi har allerede fået flere henvendelser fra bilister, der nær var kørt sammen med spøgelsesbilisten. Men har du også været tæt på sammenstød eller set noget, vil de meget gerne høre fra dig på 1-1-4. 


Seneste nyt

fra Nordjylland