Sportslig succes men økonomisk bet
Direktør i Aalborg Pirates Lars Laursen siger, at det koster klubben økonomisk, at kampene afvikles på mindre attraktive tidspunkter.
Aalborg Pirates kampe spilles på tidspunkter, der går ud over tilskuertallet.
Aalborg Pirates har sportslig succes og er godt på vej til at spille sig i finalen om dette års ishockey-mesterskab.
Men det koster klubben masser af penge, at kampene afvikles på spilletidspunkter, der går ud over tilskuertallet til kampene
- Ja, vi mister nogle 100.000 kroner, lyder det fra Aalborg Pirates direktør Lars Laursen, da vi møder ham inden dagens kamp.
Her fløjtes der op klokken 14 på en søndag, hvilket i sig selv et usædvanligt spilletidspunkt for Aalborg Pirates, og havde klubben kunne bestemme selv, havde klubben helst spillet en fredag aften.
- Fredag aftens kampe overgår jo alt, og på det tidspunkt vil vi allerhelst afvikles vores kampe, siger Lars Laursen.
Kampe to dage i træk
Men det er i sidste ende rettighedsindehaverne - i det tilfælde TV 2 Sporten i Odense - der sammen med ishockeydivisionen tilrettelægger kampene i slutspillet.
Og man kan også undre sig over, at Aalborg Pirates og Odense Bulldogs allerede møder hinanden igen i mandag aften klokken 19.30.
- Det er sådan, det er, det kan vi ikke gøre noget ved lige nu, siger Lars Laursen og understreger dermed, at det med de usædvanlige spilletidspunkter er noget, man vil tage op med både ishockeydivisionen og rettighedsindehaverne efter sæsonen er færdigspillet.
Piraterne er favoritter
Penge eller ej - inde på isen er der ingen, der lige nu kan røre Aalborg Pirates, som må siges at være storfavoritter til at gå i finalen, og endda uanset modstander også er favoritter til at vinde guldet.
Aalborg Pirates har vundet de to første semifinaleopgør mod dette års store positive overraskelse Odense Bulldogs.
Og vinder piraterne i dag og mandag, så kan piratskibet stævne i havn og vente på, at den anden semifinale spilles færdig mellem Esbjerg og Rungsted.
Selvom søndag ikke er et normalt spilletidspunkt for Aalborg Pirates, ser det ud til, at der alligevel kommer mange tilskuere.
- Jeg er imponeret over, at der trods alt kommer op mod 4000 i dag, siger Lars Laursen.
En af hovedsponsorerne, Cool East, har inviteret på familiehygge-søndag med gratis spisning for 500, og hoppeborge og andre sjove ting for børn, så der er lagt op til ishockeyfest.