Kort Nyt

Stalkede ekskæreste ad flere omgange: Nu er han dømt for stalking igen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 49-årig nordjyde er ved retten i Aalborg blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel, efter han flere gange har fået domme for stalking af sin ekskæreste.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 49-årige har flere gange fået en dom for stalking og er blevet fængslet for stalking, og da manden senest indirekte igen forsøgte at kontakte sin ekskæreste, dømte retten ham til tre måneders ubetinget fængsel 18. juni.

- Den seneste dom den 18. juni, hvor den 49-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, er værd at bemærke, fordi der er tale om indirekte henvendelser. Her har den dømte sendt et brev stilet til offeret via hendes advokat, siger specialanklager Søren Riis Andersen og fortsætter:

- Desuden har han, ad to omgange, besøgt en af hendes veninders butik, hvor han har forsøgt at aflevere pakker med offerets navn på. Det er helt urimeligt, at en kvinde – endda over en så lang årrække – skal leve med denne belastning. Jeg håber, at vi med denne dom kan slå fast, at selv indirekte henvendelser kan få konsekvenser i disse stalkingsager.

Ved dommen lagde retten vægt på, at den 49-årige flere gange var fundet skyldig i lignende forhold. Og det endda overfor det samme offer. På den baggrund var han tidligere blevet idømt to ubetingede fængselsstraffe.

Stalking - indirekte henvendelser

Tilbage den 1. januar 2022 blev der indført en ny bestemmelse i straffeloven (straffelovens § 242), der selvstændig kriminaliserer stalking. Bestemmelsen definerer stalking ved handlinger, der er er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende. Stalking kan straffes med bøde eller fængsel op til 3 år. 
Bestemmelsen medfører bl.a., at der kan ske varetægtsfængsling. 

 

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.