Stimen af sejre er brudt for Aalborg Pirates
Stimen af sejre er brudt for Aalborg Pirates, da piraterne blev besejret af Herning Blue Fox. Foto: Henning Bagger Ritzau Scanpix
Førerholdet fra Aalborg Pirates er ikke længere ubesejrede i dette års Metal Liga.
En intens og ultratæt kamp i Kvik Hockey Arena kunne først finde en vinder efter straffeslag, hvor Blue Fox fik et vigtigt ekstra point i kampen om at komme med op omkring Metal Final4-pladserne.
Kristoffer Astorp var tilbage på isen for hjemmeholdet der således kun manglede Mark MacMillan for at kunne stille idealopstillingen, mens trekløveret Victor Panelin-Borg, Jeppe Jul Korsgaard og Marcus Pedersen alle manglede hos gæsterne fra Aalborg. Og Aalborg Pirates tabte med 2-3.
Dermed blev stimen på fire sejre i streg ikke udbygget, men afbrudt. Men turen til Herning gav Pirates ét point på en aften, hvor spillet i de første to perioder ikke var blændende.
Kampen startede med en, til tider, rodet periode, hvor der ikke kom de store chancer i nogle af enderne. Det var Pirates, der kom til de første chancer i kampen, men skuddene sad meget lige i maven på Simon Nielsen, hvor Herning var farligere på deres chancer.
I slutningen af perioden kom Pirates i et par powerplays, men Herning lukkede rigtig godt ned for powerplayet, hvor Pirates ikke kom frem til de helt store muligheder. Med otte sekunder igen af perioden tog Pierre-Olivier Morin en udvisning, og Pirates kunne starte 2. periode i undertal.
Begge hold arbejdede ifølge metalligaen.dk stadig benhårdt om hver eneste puck, og chancerne var på et minimum som en konsekvens heraf. Der skulle således også en brøler af de store til før netmaskerne igen blafrede. Nicolai Weichel serverede pucken direkte til Lasse Bo Knudsen, og han sagde pænt tak mens han hamrede 1-2 målet ind bag Nielsen.
Et powerplay til Blue Fox kort efter lignede en af de chancer som bare skulle udnyttes, og efter et flot opspil kunne Jan Dalecky sætte udligningen tæt under mål. 2-2 og alt endnu åbent med godt fem minutter igen.
De to hold lukkede herefter hinanden ned igen, og en afgørelse i overtid var uundgåelig. I overtiden, hvor man spiller 3mod3, var der ikke de store chancer i starten, men Pirates fik et powerplay, hvor man havde muligheden for at afgøre kampen. Det gav en del spil i den offensive zone, hvor man spillede pucken godt rundt, men man kom ikke frem til de helt store chancer udover et Krogsgaard drøn på stolpen i slutningen af powerplay.
Der kom ikke nogen mål i overtiden, så det kom til straffeslag.
I straffeslagene var Herning stærkest, da det kun var Lasse Lassen, der scorede, mens Thomas Spelling, Mikkel Højbjerg og Martin Højbjerg brændte for Pirates.
Pirates spiller næste gang på fredag, hvor Rødovre Mighty Bulls kommer på besøg i Bentax Isarena.