Stinne Madsen blev i 2000 indlagt med en blodprop i hjernen, som viste sig at være forårsaget af en hjertefejl. På et tidspunkt blev hun så syg af hjertefejlen, at hun planlagde sin begravelse. For et år siden fik hun et nyt hjerte og nu kæmper hun for at udbrede budskabet om organdonation.
Hun havde været sengeliggende så længe, at de var ved at hænge et TV op til hende. Hendes kusine med mand og børn var på besøg, da telefonen ringede.
- Nu skal du tage det helt roligt. Vi har et match til dig. Nu skal du gå ind at pakke en taske, og så ringer der en sygeplejerske til dig om en halv time, og så skal I bare køre stille og roligt afsted ind til sygehuset, sagde stemmen i telefonen fra sygehuset.
Stinne pakkede en toilettaske og en telefonoplader og kørte ind til sygehuset. De ankom midt på eftermiddagen, og omkring fem timer senere sagde hun godnat til sine børn og blev kørt ind på operationsstuen for at få transplanteret et nyt hjerte.
- Det var svært at holde facaden. Jeg skulle jo være stærk. Jeg havde lyst til at bryde fuldstændig sammen. Det var mere tanken om at forlade dem end det var tanken om at skulle dø, for den havde jeg efterhånden smagt på. Det var jeg egentlig okay med, hvis det værst tænkelige skulle ske.
Det endte med, at jeg planlagde min egen begravelse. Jeg gjorde mig en masse tanker om livet, og hvad der var vigtigt i mit liv, og hvad jeg ville opnå, hvis jeg overlevede.
Stinne Madsen, hjertepatient
Planlagde sin egen begravelse
Stinne Madsen var hjemmegående førtidspensionist, da hun i december 2000 blev indlagt med en blodprop i hjernen. Der fandt man ud af, at hun havde en hjertefejl. I øvrigt den samme som hendes storesøster og far har, og som hendes datter også bærer.
I mange efterfølgende år kunne hun ikke mærke noget til hjertefejlen, men for 10 år siden måtte hun have en pacemaker, der giver stød, hvis man får hjertestop.
- I mange år kunne man ikke mærke på mig, at jeg var syg. Men så begyndte jeg at blive mere og mere forpustet og føle, at der var en trykken i mit bryst, at der sad noget på min brystkasse, og det blev bare værre og værre.
På et tidspunkt blev smerterne så stærke, at en læge på Skejby Sygehus fortalte hende, at hun fra nu af kun ville opleve en forværring, og at livskvaliteten ville dale.
Derfor blev hun for tre år siden skrevet på hjertetransplantationslisten og fik for et år siden et nyt hjerte.
- Jeg sad mere eller mindre bare i to år på morfin 24/7 i en sofa og gjorde ingenting og kunne ingenting. Det endte med, at jeg planlagde min egen begravelse. Jeg gjorde mig en masse tanker om livet, og hvad der var vigtigt i mit liv, og hvad jeg ville opnå, hvis jeg overlevede.
Organdonation – ja tak! fik hende igennem sygdommen
Hun stødte første gang på foreningen for to år siden, da hun var på Skejby Sygehus – et år før hun fik transplanteret sit nye hjerte. Hun læste om foreningen i en brochure og fik råd både til at være pårørende og at være syg, og hun havde blandt andet coachingsamtaler.
- Der er mange ting, man ikke kan snakke med ens veninder eller familie eller børn om. Frygten og angsten, og det havde jeg stor glæde af at tale med dem om. Så det har været helt fantastisk.
Selvom hun ikke har så meget brug for foreningen mere, er hun hængt ved. Det frivillige arbejde består til dels i at fortælle sin historie.
- Jeg føler, jeg kan give lidt igen. Det er ekstremt vigtigt, at jeg får udbredt budskabet om organdonation. Alle kan få brug for det. Døden er lidt et tabu, og det behøver det ikke være.
Hun håber, at der gennem dagens event kan blive skabt fokus på organdonation.
To do-liste for fremtiden
I Danmark foregår organdonation anonymt, og hun må derfor ikke fortælle præcis, hvornår hun fik sit nye hjerte af hensyn til donorens familie.
- Jeg vil vildt gerne møde min donors familie og vise min taknemmelighed og det, jeg kan i dag. Jeg har fået et helt nyt liv. Jeg sad og klippede og klistrede en to do-liste, som jeg er ved at udleve nu. Der var klippet en mountainbike ud, som jeg har gjort, jeg har stået på supboard, jeg har gennemført et fem kilometers løb.
Stinne Madsen går stadig til kontrol på sygehuset hver tredje måned for at få taget prøver, men ellers er hun rask i dag.
