Stjal barberblade for 9760 kroner - står til udvisning

To rumænske kvinder står nu efter al sandsynlighed til at blive udvist fra Danmark, efter de mandag aften blev afsløret som butikstyve.

Om det var kraftig skægvækst, der fik to rumænske kvinder til mandag aften at forsøge at smugle et par ekstra barberblade med ud af Kvickly i Nørresundby, vides ikke.

Men de to kvinder på henholdsvis 24 og 32 år blev ikke desto mindre snuppet på fersk gerning med i alt 50 Gillette barberblade til en værdi 9760 kroner, som de ikke havde tænkt sig at betale for. Derimod forsøgte de at stikke af fra butikken.

Men da de gik forbi kasselinjen, blev alarmerne på barberbladene udløst, og personalet tilbageholdt kvinderne, til politiet nåede frem.

Butikstyvene blev anholdt af Nordjyllands Politi, som nu har kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at få de to kvinder udvist fra landet. Det sker på baggrund af butikstyveriets størrelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland