Stolt Henrik Mølgaard: - Næsten større end at stå i Champions League-finalen
Historisk præstation af Aalborg Håndbold, der kan se frem til udfordrende kampe i Champions Leauge.
Førstepladsen i EHF Champions League puljen blev sikret efter en sejr på 31-25 over Zagreb. Og det var en historisk sejr for dansk herrehåndbold.
Det var en rørt Henrik Mølgaard, TV2 Nord mødte, efter Aalborg Håndbold onsdag sikrede sig førstepladsen i EHF Champions League gruppe A. Det er nemlig første gang nogensinde, at et dansk herrehåndboldhold kan bryste sig af sådan en præstation.
- Vi er bare dygtige. Ekstremt dygtige. Selv med ind- og udskiftninger i truppen, har vi lagt lag på lag i vores spil, siger Henrik Mølgaard efter kampen.
Har prøvet næsten alt
Og der skal meget til at imponere den meget rutinerede håndboldspiller, der i 2019 og 2020 var nomineret til titlen som verdens bedste forsvarsspiller. Men gårsdagens præstation rangerer højt hos Henrik Mølgaard.
- Det, at kunne vinde puljen med 22 point, er næsten mere imponerende end at stå i en Champions League-finale, siger han.
Henrik Mølgaard har været en del af det danske håndboldlandshold siden 2006 og var også med, da Danmark vandt verdensmesterskaberne i både 2019 og 2021. Han har også spillet for den franske storklub PSG Handball, og de nåede i 16/17-sæsonen helt til Champions League-finalen. Præcis som han gjorde med Aalborg Håndbold i sidste sæson.
På grund af et presset kampprogram, mange rejsetimer og hård modstand i turneringen er det derfor imponerende, at Aalborg Håndbold kan snuppe førstepladsen i puljen.
- Vi har et stramt program foran os, så det er fantastisk at være direkte kvalificeret, siger Henrik Mølgaard.
En velfortjent pause
Med førstepladsen i gruppen sikrer Aalborg Håndbold sig nemlig to "friuger", hvor de kan fokusere på vigtige kampe i både den danske liga og finalen i Santander Cup pokalturneringen.
- Det er en kæmpe milepæl for dansk håndbold og vores klub, siger Henrik Mølgaard om den direkte kvalifikation til kvartfinalerne.
- Det er historisk flot, og det er vigtigt, at vi husker hinanden på det. Men vi har ikke nået målet endnu, det skal også gøres færdigt, siger han.
Aalborg Håndbolds næste kamp i EHF Champions League bliver den første kvartfinale enten 11. eller 12. maj.