Stoppede for mere end en måned siden: Derfor er Inge André Olsen tilbage i AaB

AaB's tidligere sportschef Inge André Olsen var fredag igen at finde på AaB's træningsanlæg, hvor han snakkede med spillere og stab.

Skal AaB's tidligere sportschef Inge André Olsen have en finger med i spillet, når det kommer til, hvem klubben skal købe eller sælge i vinterens transfervindue.

Det ville være nærliggende at sige nej, eftersom nordmanden forlod jobbet som sportschef i AaB for mere end en måned siden.

Alligevel har der været skriverier om, at det skulle være tilfældet. Til Ekstra Bladet sagde Thomas Bælum mandag:

- Vi skiltes i gensidig forståelse, og derfor har vi efterfølgende også haft en udførlig overlevering.

- I den forbindelse er det naturlig, at vi også i det kommende vindue kommer til at trække på Inge André Olsen i forhold til nogle af de processer, som allerede var i gang, sagde AaB-direktøren.


Siger tak for nu

De AaB-fans, som fik kaffen galt i halsen efter den udmelding, kan dog ånde lettet op. Thomas Bælum understreger til Ekstra Bladet, at nordmanden ikke indtager nogen rolle i det kommende transfervindue.

Alligevel var han fredag at finde på AaB's træningsanlæg på Hornevej. Årsagen til besøget var dog en anden end diverse transfersnakke.

Inge André Olsen var nemlig taget et smut til Aalborg for at tage afsked med klubbens spillere og trænere. Noget som han ikke fik gjort umiddelbart efter sit exit i klubben.

Nordmanden ønskede ikke at stille op til interview.




Seneste nyt

fra Nordjylland