Stor hyldest - her er skulpturen af Henning Jensen
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Op mod 1000 personer var mødt op for at hylde Henning Jensen.
Det blev det helt store tilløbsstykke, da den tidligere Nørresundby-dreng, og professionelle fodboldspiller Henning Jensen i dag fik sin egen plads opkaldt efter sig på Stigsborg Brygge i Nørresundby.
Ikke nok med det blev en bronzeskulptur af den tidligere Real Madrid-spiller, som er lavet af den italienske kunstner Franco Turchi, afsløret. En skulptur som er placeret, hvor Henning Jensen trådte sine barndomsssko.
Helt i Henning Jensens ånd blev de omkring 200 indbudte VIP-gæster fodret med stadionplatten. To røde pølser med brød. Foruden dem var hundredvis af personer mødt op for at hylde Henning Jensen.
Det er gamle fodboldkammerater og venner fra barndomsklubben NB, der har taget initiativet til at hædre deres gamle holdkammerat.
Selv fortæller de, at Henning Jensen havde sagt “nej, lad være med det“, hvis han havde levet. De beskriver ham nemlig som særdeles ydmyg.
Ydmyg - men kunne slå sig løs
Henning Jensen var nok mest kendt for sin tid som professionel fodboldspiller i den spanske storklub Real Madrid, og her glemmer de ikke deres tidligere stjerner. Derfor var den spanske legende i klubben Emilio Butragueño fløjet ind på dagen for at være med til at hædre Real Madrids tidligere store spiller.
Straks efter bronzeskulpturen var afsløret, tog Emilio Butragueño tilbage til Spanien, men han ville være med til afsløringen.
Henning Jensens faste værelseskammerat på landsholdet Allan Simonsen var også til stede. Han fortalte i et interview på scenen til de mange fremmødte, at når først lyset var slukket og kampen fløjtet af, kunne Henning Jensen godt rulle sig ud.
Hilsner fra flere klubber
Det var Henning Jensens to børn Susanne og Michael Jensen og deres børn, der afslørede bronzeskulpturen. Susanne Jensen sagde “helt i fars ånd står den med udsigt over fjorden til AaB, inden hun slog over i en latter. For Henning Jensen nåede aldrig at spille for AaB. Det var Nørresundby-klubben, som hans farfar var med til at stifte, der lå hans hjerte nært, og som Henning Jensen forblev trofast overfor.
Der var dog også sendt hilsner fra Henning Jensens tidligere klubber i Tyskland og Holland samt fra AGF i Aarhus, hvor Henning Jensen også nåede at spille, inden han sluttede karrieren i barndomsklubben i Nørresundby.