Stor kunstudstiling: Det er ren kærlighed til min by

En ny stor kunstudstilling åbner den 1. juni i Aalborg. Den handler om havnen i Aalborg, og er ifølge kunstneren et udtryk for ren kærlighed til byen.

Det er sket meget langs kanten af Limfjorden i Aalborg. Noget er forsvundet og andet er kommet til langs havnekajen. For ikke at glemme de ting der forsvinder, så har kunstneren Lars Jeppesen foreviget forandringerne. Det gør han for at give dig 'Indsigt i din udsigt', hvilket også er navnet på den nye udstilling.

quote Det er passion og det er ren kærlighed til det blå rum og min by.

Lars Jeppesen, kunstner

- Med selve projektet her har jeg aldrig følt mig så nervøs. For jeg føler mig hudløs. Jeg har forstand på mad og på skibe, men det her er udenfor komfort-zonen. Det er passion og det er ren kærlighed til det blå rum og min by, siger Lars Jeppesen.

Lars Jeppesen er bedst kendt som kok og iværksætter. Han har blandt andet været med til at drive restaurationsskibet Elbjørnen og kæmper også stadig for at udvikle området omkring det gamle limfjordsværft. Her vil han gerne lave Skandinaviens første maritime bydel. 

 
 
Foto: Tor Løkken

At Lars Jeppesen har et svagt punkt, når det kommer til vand, kan man vist ikke være i tvivl om. Hans kunstnerprojekt startede dog også først som et privat billedeprojekt. Han tog nogle billeder på fjorden, da han sejlede i kajak en morgenstund her kom ideen. Kombinationen af morgensol og vand pryder også motiverne på flere af udstillingens billeder.

- Da jeg havde taget nogle billeder, tænkte jeg, at jeg skulle gøre noget med det her. Nogle siger, at byen er fyldt med grim arkitektur, men det passer ikke. De skal bare se det i det rette lys, og forstå det unikke vi har her i Aalborg, siger Lars Jeppesen.

Det er en udstilling med vandet i centrum. Vandet der ifølge kunstneren både dele og samler byen. 

Du kan finde den 500 kvadratmeter store udstilling på Østre Havnegade 24 i Aalborg. Udstillingen er åben fra 1. juni til den 7. juli. 


Seneste nyt

fra Nordjylland