Stor mystik om AaB-profil: Klubben lukker træningen
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
En skade kan afholde Allan Sousa fra at være med i pokalfinalen.
Forberedelserne til torsdagens pokalkamp er i fuld gang i AaB.
Et skadesramt AaB-mandskab er godt i gang med at kridte støvlerne, inden det på torsdag gælder FCK i parken.
Men der er dog usikkerheder om en af holdets formstærke profiler.
Allan Sousa udgik med en skade mod AC Horsens og ser fortsat ikke ud til at være 100 procent klar.
Mandag var han dog tilbage i træning, men da holdet lukker træningen hele to dage frem mod pokalfinalen, hersker der stor usikkerhed om brasillaneren.
Og det er et stort slag for det nordjyske mandskab.
I forvejen må klubben se bort fra Kristoffer Pallesen, hvis akillessene er revet over.
Hidtil har der været stille om Sousa, men mandag var han på træningsanlægget.
Det blev kun til løbetræning og et par gymnastikøvelser sammen med fysioterapeut Morten Skjoldager, som også er tilknyttet det danske fodboldlandshold.
Efter en halv times træning forlod Allan Sousa træningen - uden at have rørt en bold.
Normalt har klubben åbne træninger, men dagen før kamp er træningen som regel lukket for offentligheden.
Lukketheden fordobles dog op til pokalbraget torsdag.
Tirsdagens træning kommer til at foregå bag lukkede døre, inden spillerne tager til København med privatfly onsdag, for at træne i Parken, inden kampstart torsdag.
Pokalfinalen skydes i gang torsdag aften klokken 17.00 i Parken i København, hvor billetterne til AaB's fanpladser er revet væk.