Stor spritrazzia i Aalborg: To spritbilister fanget
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har fredag eftermiddag haft 30 betjente på vejene i Aalborg, for at kontrollere bilisterne for spirituspåvirkning.
Nordjyllands Politi har fredag været til stede på både Hjørringvej, Thistedvej, Kridtsvinget, Ny Nibevej og Hadsund Landevej. Her har de i løbet af eftermiddagen vinket biler ind til siden, og kontrolleret bilisterne for spirituspåvirkning.
To bilister er blevet sigtet for spirituskørsel som følge af aktionen i Aalborg.
Succeskriteriet ville være, at vi ikke tager nogen, men sådan er det ikke gået. Det er ærgerligt, at der stadig er nogen, der kører spirituskørsel
Claus Kjær-Pedersen, politikommissær fra Nordjyllands Politi
- Formålet er at tage en masse biler og tjekke for spiritus. Indtil videre er det gået sådan, at vi har fået to spirituspåvirkede, siger politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra Nordjyllands Politi.
Politiet har valgt at foretage kontrollerne ved de store udfaldsveje fra Aalborg, hvor der er meget trafik fredag eftermiddag. På den måde har politiet kunnet kontrollere flest muligt på kortest tid.
- Jeg kan aldrig være tilfreds, når der bliver taget så meget som en eneste. Men resultatet af aktionen viser sig, at de er derude. Succeskriteriet ville være, at vi ikke tager nogen, men sådan er det ikke gået. Det er ærgerligt, at der stadig er nogen, der kører spirituskørsel, siger Claus Kjær-Pedersen.