Store skulpturer på Stjernepladsen: De skal være med til at brande Aalborg
Foto: Daniel Mikkelsen TV2/Nord
I månedsvis har Betina Jung arbejdet på fem store skulpturer, der skal være med til at gøre Aalborgs nye Stjerneplads levende. Hendes plan er, at kunsten skal være kendetegnet ved stedet.
Legen med ler ser let ud for kunstneren Betina Jung. Men det er den slet ikke. For det er meget mere end bare en leg med ler.
Hun leder efter forskellige udtryk og muligheder i sine lerfigurer, der skal munde ud i fem store statuelignende figurer på to til tre meters højde, som skal stå på Aalborgs nye Stjerneplads.
- Tankegangen omkring dem for mig skal være, at vi kan gøre noget sammen med de her figurer. Det er det, der bliver sjovt, og det er det, der gør, vi kan tage nogle fotografier og poste dem på Instagram og så på den måde være med til at brande Aalborg, siger kunstneren, der efterhånden har arbejdet på skulpturerne i lang tid.
Da TV2 Nord besøger Betina Jung første gang er det i efteråret 2020. Stjernepladsen er stadig blot en byggeplads tæt omkranset af nybyggede højhuse på Østre Havn. Et kvarter, der tidligere har været et industriområde. Men i sommeren 2021 – lige om lidt – skal pladsen og kunsten stå færdig.
Den nye bydel får en havestue
Det er det aalborgensiske entreprenørfirma A. Enggaard der står bag blandt andet de såkaldte V-huse, der omkranser Stjernepladsen. Det er også A. Enggard, der betaler for etableringen af Stjernepladsen.
- Mit syn på det er, at det skal være en urban havestue. Det skal være det sted, hvor alle der bor hernede kan sætte sig ned og hygge sig. Og derfor har vi også givet den ekstra gas. Vi skudt en masse flere ressourcer og penge ind i projektet, fordi vi gerne vil skabe den her lidt hyggelige plads, forklarer Hanne Kræn, der er bylivsudvikler ved A. Enggaard.
Den nye bydel rummer både leje- og ejerboliger i alle størrelser: Lige fra en lejlighed på 28 kvadratmeter – et typisk forældrekøb til familiens studerende – til den største penthouselejlighed på 265 kvadratmeter.
Kunsten er længe undervejs
Efterhånden som tiden er skredet frem, har Betina Jung fået lavet og udvalgt fem lerskulpturer, som hun vil arbejde videre med. Men først skal de støbes i bronze, for at få et lidt mere fast udtryk. Det har Storm Bronzestøberi i Støvring sørget for.
- Åh, jeg glæder mig! Udbryder Betina Jung på vej derind.
Heldigvis er der noget at glæde sig over. Det er en stor succes at se figurerne i fast form, og Betina Jung er sikker på, at figurerne nu er helt perfekte. Men de er langt fra færdige. Bronzeskulpturerne er stadig nogle små modeller. Senere skal de skaleres op og laves af glasfiber i to til tre meters højde, så forbipasserende kan interagere ordentligt med dem.
Men inden hun når så langt, skal hun forbi Stjernepladsen og lege med udtrykket og placeringen af hendes kunstværker.
- At vi har støbt det i bronze nu her, der er fordi, de skal flyttes så mange gange og vi skal prøve at lege med dem, og måske gå ned på pladsen og løfte dem rundt. Og keramikken vil simpelthen gå i stykker, fortæller hun.
I juni 2021 er det planen at skulpturerne og det hele skal stå skarpt og klar til at tage imod beboere såvel som borgere i Aalborg. Se med i andet afsnit af Stjernepladsen i næste uge.
Se første afsnit herunder. Husk, at du altid kan se vores programmer på tv2nord.dk/tv.