Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Strakspåbud til virksomhed efter mand faldt ned fra stige

Viborg-virksomheden Brøndum A/S har fået et strakspåbud efter arbejdsulykke i Aalborg Øst, hvor en 50-årig mand faldt ned fra en stige og slog hovedet mod betongulv.

Det gik helt galt torsdag formiddag, da en 50-årig mand skulle male rør på taget af en malerkabine, som stod i en hal ved en virksomhed på Svanningevej i Aalborg Øst.

Manden var på vej op på taget via en stige. Og da han ville gå fra stigen til taget, skred stigen ud til siden, og manden faldt 3,5 meter ned og slog hovedet i et betongulv.

Gulvet var for nylig blevet malet og slebet, og derfor var det dækket af et tyndt lag slibestøv, som formentlig har gjort gulvet ekstra glat.

Det fortæller Rikke Aagaard fra Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord.

- Vi vurderer ikke, at stigen er en tilstrækkeligt sikker adgangsvej. Derfor giver vi et strakspåbud om at sikre, at der er forsvarlige adgangsveje, siger Rikke Aagaard.

Den 50-årige var på arbejde for Viborg-virksomheden Brøndum A/S.

Arbejdstilsynet har oprettet sagen som en ”grov overtrædelse”, og i den type sager er det fast praksis, at jurister vurderer, om der er grundlag for anmelde virksomheden til politiet eller give virksomheden en bøde.

Seneste melding er, at manden er alvorligt kvæstet, men udenfor livsfare.

Læs også 50-årig alvorligt kvæstet: Faldt fire meter og slog hovedet i betongulv